Foto: Anders Bach og Kåre Viemose

OPEN SQUARE – BRIGHT LIGHT, som opføres af TalentU fra Den Jyske Opera, adresserer musikkens toneangivende indvirkning på identitet. Forestillingen opføres 23. og 24. majKulturkapellet Aarhus og er gratis.

Det er i år de unges lod at lægge toner an til Den Jyske Operas fejring af Music City Aarhus 2022. I forestillingen undersøger unge i alderen 16-23 år sammen med profesionelle aktører, hvilken påvirkning musikken i deres opvækst har haft på deres identitet.

Professionelle kræfter yder støtte for talenterne

I cockpittet er talentholdet akkompagneret af en erfaren besætning bestående af skuespiller Mia Theil Have, sanger, sangskriver og digital lydkunstner Silje Marie Schjødt og komponist og lydkunstner Marie Koldkjær Højlund.
Sammen udforsker de forholdet mellem musik og identitet, og stiller spørgsmål som “er der perioder i livet, hvor vi er særligt påvirkelige for musikkens kraft?” og “kan hverdagslyde og larm på velkendte steder blive til musik i vores erindringer?”.

Ida Mølgaard fra TalentU er begejstret for koblingen af identitet og musikalitet. Hun siger:

“Det er utroligt, hvad der dukker op af minder, når vi arbejder. Jeg havde helt glemt, hvilke sange, der betød noget for mig, men på gulvet hjalp min krop mig med at huske.”

TalentU er med i tilblivelsen af alt fra dramatik til lyddesign. Det autentiske lydbillede lader sig inspirere af de medvirkendes medbragte sange fra deres barndom og tidlige teenageår.

“Vi er vores sang. Vi har alle en melodi, som er helt unik, en identitet med uendelige variationsmuligheder,”
siger Mia Theil Have, som sammen med TalentU står bag konceptet til OPEN SQUARE – BRIGHT LIGHT

Om forestillingen OPEN SQUARE – BRIGHT LIGHT 

Open Square – Bright Light er en ungdomsmusikalsk forestilling om dét at mødes  i musikken og i livet – og om at sætte sig selv åbent og kærligt i spil. Det er en kropslig og musikalsk fortælling, der bevæger sig fra barnets uskyldige leg over til de unges verden præget af udvikling, mod, tvivl og ambitioner, ud over egne grænser til erkendelsen af, at vi kan miste os selv og vores melodi – men også genfinde os selv og hinanden.

“Vi har brug for at mærke, hvad vi egentlig kommer af,”
siger Lene Juul Langballe, leder af TalentU og udviklingschef på Den Jyske Opera. Sanselige erindringer som lyde, musik, dufte og synsindtryk hænger uløseligt sammen med identitet ifølge Lene Juul Langballe, som fortsætter:

“Her får de unge mulighed for at sætte et nærværende og kunstnerisk udtryk på deres egen historie i en smuk og vedkommende forestilling, som andre – unge som ældre – også kan spejle sig i.”

Forestillingen er for unge mellem 16-25 år. OPEN SQUARE – BRIGHT LIGHT kan opleves gratisKulturkapellet Aarhus den 23. og 24. maj, begge dage kl. 19 og 20. Kulturkapellet er Aarhus Kommunes nye ungescene og centrum for unge, der ønsker at skabe kunst og kultur.

OPEN SQUARE – BRIGHT LIGHT er støttet af Kirsten og Gunnar Fonden og Music City Aarhus 2022. Læs mere her.

Tidligere artikelKulturpulsen besøger musicalen SHE LOVES YOU
Næste artikelDanmark repræsenteres på festival for de ‘glemte’ kunstformer