Den poetiske raptus
Foto: Gudmund Thai

Den 18. oktober markerer Folketeatret 300-året for dansk teater og hylder samtidig Ludvig Holberg med københavnerpremieren på DEN POETISKE RAPTUS. Gennem sit virke har Holberg slået sig fast som en af Danmarks største kulturpersonligheder og teatermænd. Han portrætteres i DEN POETISKE RAPTUS, som samtidig skal minde os om kunsten og kulturens nødvendige rolle for vores samfund og for et oplyst verdensbillede.

Folketeatret hylder Holberg

Med DEN POETISKE RAPTUS hylder Folketeatret Ludvig Holberg, der har haft en altoverskyggende betydning for dansk åndsliv, og med ham kom oplysningen til Danmark. Holbergs forfatterskab dækker over en mangfoldighed af genrer. Det gælder alt fra komedier over den satiriske rejseroman og epistler til historiske og juridiske værker.

Om forestillingen

Da Holbergs Den politiske kandestøber havde premiere den 25. september 1722, var det første gang nogensinde, der blev opført en komedie på dansk. Dermed kan vi i år fejre 300-året for dansk teater. Det jubilæum markerer Folketeatret med DEN POETISKE RAPTUS om lige netop den tid, hvor Holberg ændrede dansk teater.

Ludvig Holberg har netop udgivet det satiriske heltedigt Peder Paars, som – ifølge ham selv – er blevet misforstået af en håbløs anmelderstab uden humor. På teatret i Lille Grønnegade ser den franske, flamboyante og fremsynede teaterchef monsieur Montaigu dog lyset i Holbergs krøllede hjerne. Her får han den kontroversielle idé til at opføre komedier på dansk.

Kultur for folket og komedier på dansk er dog en åbenlys trussel mod enevælden. Alligevel drages Holberg af teatrets frisind og opdager snart komediens oplysende og samfundskritiske kraft. DEN POETISKE RAPTUS er uundgåelig, og Holberg suges ind i teatrets verden med den erotiske madame Montaigu, bohemer, evighedsstudenter med hang til flasken, suffløren og altmuligmanden Rasmus. De er alle parate til at kæmpe for teatret og den frie tanke. Både den stringente pietisme og røgen fra Københavns brand kaster dog mørke skygger over de visionære tanker i Lille Grønnegade.

Holdet på scenen

På scenen ses Anders Juul i rollen som Ludvig Holberg. Juul har gjort sig særligt bemærket både på teatret og skærmen. Han er bl.a. kendt for sine roller i Journal 64 (2018), En frygtlig kvinde (2017), Borgen (2010-2022) og Badehotellet (2013-2022). Anders Juul har desuden tidligere medvirket i Holbergs Den politiske kandestøber (2008) på Grønnegårds Teatret og 2200 Carmen og Pornotopia (2009-10) – begge på Nørrebro Teater, mens han samtidig har spillet Tjener for to (2013) på Betty Nansen Teatret.

Anders Juul flankeres af Tom Jensen, der ses i rollen som den flamboyante teaterchef Monsieur Montaigu. Tom Jensen har været vidt omkring og særligt lagt sit store skuespiltalent og energi i intet mindre end 26 revyer. Foruden har han lagt stemme til nogle af familien Danmarks højtelskede filmklassikere; Vaiana (2016), Polar Ekspressen (2004) og Otto er et næsehorn (2013). For ej at glemme hans mange år ved Betty Nansen Teatret, hvor Tom Jensen har haft roller i forestillinger såsom Robert Wilsons The Black Rider (1998) og Ibsens Hedda (2006).

Publikum kan desuden glæde sig til at opleve Marie Louise Wille. Wille kan i øjeblikket opleves i filmen Esthers Orkester (2022), men til oktober indtager hun scenen på Folketeatret i rollen som Madame Montaigu. Med tredive år på de skrå brædder kan Marie Louise Wille bryste sig af roller i forestillinger såsom Jeppe på bjerget (2012), De tre musketeer (2010) på Det Kongelige Teater og En skærsommernats komedie (2009) på Nørrebro Teater.

Se spilletider og læs mere om DEN POETISKE RAPTUS på https://www.folketeatret.dk/

Billetter kan købes på www.folketeatret samt www.teaterbilletter.dk

Tidligere artikelRepremiere på Riddersalens børneforestilling Åbent Hus
Næste artikelTag med til gratis PRIDE-fest på KGL Xtra