Den Skaldede Frisør – The Musical får endelig repremiere  

Foto: Miklos Szabo

One and Only Musical Teaters DEN SKALDEDE FRISØR – THE MUSICAL nåede i 2020 lige at få premiere, da coronaen måtte ligge en dæmper på Danmarks kulturliv. Nu er det stjernespækkede cast tilbage, hvorfor publikum kan glæde sig til at opleve Xenia Lach-Nielsen, Niels Olsen, Maria Lucia, Silas Holst, Alban Lendorf og Bodil Jørgensen både på Scandic Falkoner i København og i Musikhuset Aarhus.

DEN SKALDEDE FRISØR – THE MUSICAL er baseret på Susanne Biers filmhit Den skaldede frisør fra 2012. Det er Susanne Bier selv, der har skrevet manuskriptet til musicalen sammen med sin faste manuskriptmakker Anders Thomas Jensen. Musicalen er instrueret af Frede Gulbrandsen, mens koreografien er skabt af Anja Gaardbo.

At blive frelst af kærligheden

DEN SKALDEDE FRISØR – THE MUSICAL er en sjov, rørende og romantisk musicalkomedie om at blive frelst af kærligheden, lige som man tror, at alt er forbi:

Ida er frisør. Hun har mistet alt sit hår efter kemo og hendes mand Leif er hende utro med Tilde fra bogholderiet. Phillip er direktør, har mistet sit livs kærlighed ved en ulykke og er sikker på, at han aldrig finder lykken igen. Phillips svigerinde Benedikte blander sig i alt og er bare for meget. Det er derfor bestemt ikke let, nu hvor de alle skal til bryllup i Italien, hvor Phillips søn Patrick og Idas datter Astrid skal giftes.

Foto: Miklos Szabo

Et velkendt samarbejde

Musikken til musicalen er skrevet af landets vel nok største sangskriverikon gennem de sidste 30 år, Thomas Helmig. Og det er ikke første gang, Thomas Helmig og Susanne Bier arbejder sammen. I 1999 skrev Thomas Helmig titelsangen ”The one and only” til Susanne Biers kæmpesucces Den Eneste ene. Med DEN SKALDEDE FRISØR – THE MUSICAL genoptager de det succesfulde samarbejde. Du kan allerede nu høre den første sang fra musicalen, ”Ny dag”, der er blevet offentliggjort.

Hør sangen “Ny dag” her

Et stjernebesat cast

Det er ikke kun bag kulisserne, der eksisterer stjernekræfter. Også på scenen kan du allerede nu glæde dig til at opleve nogle af landets største musicalstjerner, skuespillere, sangere og dansere.

I titelrollen som frisøren Ida får Xenia Lach-Nielsen sit livs rolle på scenen, mens Niels Olsen spiller rollen som Phillip, som Pierce Brosnan legemliggjorde i filmen. I rollerne som Patrick og Astrid møder publikums to af tidens største danske musicalstjerner, Silas Holst og Maria Lucia, der spiller over for hinanden for første gang. I øvrige centrale roller ses Bodil Jørgensen, som også medvirkede i filmen, Alban Lendorf, Benjamin Boe Rasmussen, Frederikke Vedel og Nanna Rossen.

Foto: One and Only Musical Teater

DEN SKALDEDE FRISØR – THE MUSICAL får premiere i København den 11. september 2022 i Scandic Falkoner, Frederiksberg.

DEN SKALDEDE FRISØR – THE MUSICAL får premiere i Aarhus den 28. oktober 2022 i Musikhuset Aarhus.  

Previous articleDobbelt V – Et one-man show om at være søn og om at være far
Next articleNikolaj Nørlund: ”Her er folk afhængige af, at jeg gør det på en bestemt måde”