Waitress
Waitress på Det Ny Teater den 11. marts 2021.

Det Ny Teater er man ved at bage op til en ny stor romantisk musicalkomedie næste år. Det bliver WAITRESS – med sangerinden Maria Lucia Rosenberg Heiberg i hovedrollen.

Maria Lucia vender tilbage på scenen efter barselsorlov, når der er premiere den 11. marts 2021.

WAITRESS er en original ny musical baseret på den amerikanske spillefilm af samme navn fra 2007. Det er en hjertevarm historie om en ung kvindes drømme, om venskab, savn og bagekunstens terapeutiske egenskaber.

Omdrejningspunktet i musicalen er den dygtige tærtebager Jenna Hunterson – Maria Lucia Rosenberg Heiberg, der til foråret vender tilbage på scenen efter barselsorlov.

WAITRESS havde premiere på Broadway i 2016 og blev øjeblikkeligt en kæmpe succes. Den fik fire Tony-nomineringer og én Grammy-nominering for Sara Bareilles’ musik. Siden har musicalen spillet på West End i London i 2019, hvor den er nomineret til priserne for ’Bedste nye musical’ og ’Bedste originale score’ ved Olivier Awards.

Fanget i et voldeligt ægteskab

Jenna er servitrice og en særdeles talentfuld tærtebager i Joes diner. Hun er fanget i et trist ægteskab, men finder trøst ved at hælde al sin kærlighed i sine fantastiske tærter. Da Jenna pludselig bliver gravid, indleder hun et forhold til sin læge.

Hun beslutter sig samtidig for at spare op til at deltage i en stor tærte-bagedyst, få råd til at stikke af fra sin voldelige mand Earl og starte et nyt liv. Med opbakning fra veninderne i dineren sætter hun forandring på menuen for at finde modet til at tage sig selv, sit liv og sit talent alvorligt.

Waitress
Waitress har Maria Lucia i hovedrollen

WAITRESS byder på en lang række popsange af den syvdobbelt grammynominerede amerikanske singer-songwriter Sara Bareilles. Maria Lucia Rosenberg Heiberg er i spidsen for et stærkt cast i hovedrollen som mester-tærtebageren Jenna Hunterson.

Reumert-modtagere synger op

Maria Lucia modtog i 2011 en Reumert for ’Bedste sanger’ for sin rolle som Elphaba i Wicked på Det Ny Teater. Foruden Maria Lucia tæller rollelisten til WAITRESS flere tidligere Reumertvindere, bl.a.. Mads M. Nielsen, der i 2011 fik en Reumert for ’Bedste mandlige hovedrolle’, og Henrik Lund, der året efter modtog en Reumert for ’Bedste mandlige birolle’ for sin rolle som Cosmo Brown i Singin’ in the Rain – også på Det Ny Teater.

De medvirker begge i WAITRESS sammen med bl.a. Lars Mølsted. I 2017 modtog han en Reumert som ’Bedste sanger’ for sin rolle som Quasimodo i Fredericia Teaters Klokkeren fra Notre Dame. Mølsted kan opleves som lægen Dr. Jim Pomatter i WAITRESS. Derudover kan man opleve et af sidste års Reumert-talenter Monica Isa Andersen og Sara Gadborg som diner-kollegaerne Dawn og Becky , samt Jesper Paasch som Jennas mand Earl Hunterson.

WAITRESS iscenesættes af engelske Lisa Kent, som tidligere har stået bag store succeser som Beauty and the Beast, The Producers, Mary Poppins og Wicked på Det Ny Teater.  Scenografien skabes ligeledes af engelske Terry Parsons, der også har skabt scenografi til en række af Det Ny Teaters store succeser gennem de seneste 15 år.

Man kan læse mere om det Ny Teaters repertoire og bestille billetter her.