Det Ny Teater søger hund til musicalklassikeren OLIVER!

Oliver! på Det Ny Teater. Foto: Det Ny Teater.

Den 17. september får musicalklassikeren OLIVER! premiere på Det Ny Teater. Nu søger Det Ny Teater en hund til at medvirke i opsætningen og afholder derfor audition for hunde den 17. august. De søger en venlig, men frygtindgydende hund, der kan medvirke i rollen som skurken Bill Sikes tro følgesvend.

I romanen Oliver Twist beskriver Charles Dickens hunden som lodden, hvid, bidsk og frygtindgydende. På scenen og på film er der tradition for at fortolke den beskrivelse som en hvid bullterrier.

Teatret søger derfor en hvid bullterrier, eller en tilsvarende hund, der ser stærk og bidsk ud, og som er en hund efter at komme på scenen.

Om OLIVER!

Det Ny Teater præsenterer den hidtil største danske opsætning af musicalklassikeren OLIVER!, som får premiere den 17. september 2020. OLIVER! er baseret på Charles Dickens udødelige roman Oliver Twist om livet på samfundets bund i victoriatidens England. OLIVER! er et af musicalhistoriens absolutte hovedværker og er en gribende, morsom, barsk og dramatisk fortælling. Den byder på stærke karakterer, et stort ensemble og en perlerække af uforglemmelige sange som ”Food, Glorious Food”, ”Consider Yourself”, ”It’s a Fine Life”, ”As Long as He Needs Me” og ”Reviewing The Situation” af den engelske musicalkomponist Lionel Bart, som også har skrevet musicalens manuskript.

Hundeejere med venlige frygtindgydende hunde kan kontakte Det Ny Teater på mail: oliver@detnyteater.dk eller på tlf. 33 25 60 05 med henblik på audition den 17. august kl. 16:00.

Læs mere om audition og forestillingen her.

Previous article28 unge viser deres MOD i Skuespilhuset
Next articleAfgørelsens time for Sort/Hvid