Aladdin, musical, Indien, Mumbai, Broadway
FOTO: Disney-filmen 'Aladdin' fra 1992 ©Scanpix

Disney India kan til april præsentere den populære musical Aladdin i en indisk version. Musicalen bliver produceret af den indiske billetportal BookMyShow. Det skriver Variety.

Publikum kan glæde sig til de velkendte karakterer Aladdin, Genie, Jafar og Prinsesse Jasmin, men selve fortællingen kommer til at være en smule anderledes. Her har instruktør Shruti Sharma nemlig valgt at genskabe indholdet, så den bliver relevant for de lokale i Indien.

Essensen af musicalen, som man kender den fra Broadway, forbliver dog den samme, og publikum kan se frem til at genhøre de ørehængende sange fra Disney-filmen, heriblandt ‘En ven som mig’ og ‘Et helt nyt liv’ (selvfølgelig på indisk).

Aladdin bliver fremført af 50 skuespillere og indeholder intet mindre end 350 kostumer og 14 forskellige scenografier. Musicalen kan opleves på Mumbais National Centre for Performing Arts fra den 20. april. Du kan læse mere her.