As Heavy As It Goes © Geert Roels

Den 20. og 21. marts indtager belgiske og italienske nycirkus-kunstnere Bora Bora, og med sig har de både tunge sække og let flamingo. Det indgår nemlig som helt centrale elementer i forestillingerne As Heavy As It Goes og Materia.

De to performere i belgiske Circus Katoen skubber til de fysiske grænser i forestillingen As Heavy As It Goes. Gennem organisering og desorganisering af 18 tunge sække udforsker de på udmattende vis forskellige aspekter af fysisk arbejde. Forestillingen gjorde Circus Katoen til prismodtagere af CircusNext 2015/2016, som er en europæisk platform for unge talenter.

Udover Circus Katoen får Bora Bora også besøg af den italienske performer Andrea Salustri, som i Materia giver nye perspektiver på det materiale de fleste kender: flamingo. Med luft og bevægelser giver han det lette og livlige materiale plads til at tage sine egne initiativer og leger med balancen mellem ham selv og materialet.

Både As Heavy As It Goes og Materia besøger Aarhus og Bora Bora som forløber for Copenhagen Circus Arts Festival, der løber af stablen i hovedstaden ugen efter. Mere information om forestillingerne kan findes her og her. Billetter købt til den ene af forestillingerne gælder til begge.

Video fra As Heavy As It Goes, Circus Katoen
Trailer for Materia