Cirkus Summarum

En musikalsk cirkusforestilling om at drømme, række ud og bede om hjælp. Onkel Reje, Kristian, Hr. Skæg, Motor Mille og resten af Cirkus Summarum vender tilbage til manegen med årets fortryllende forestilling for hele familien om at række hånden ud og bede om hjælp. De magiske og musikalske cirkusshows instrueres af Toniah Pedersen. Cirkus Summarum kan opleves i Ballerup fra den 23. juni og i Aarhus fra den 17. juli.

Nu er Cirkus Summarum endelig tilbage med et hæsblæsende cirkusshow i både Ballerup og Aarhus. Onkel Reje, Hr. Skæg, Motor Mille, Oda Omvendt, Kristian og Rosa blæser publikum bagover, når de sammen med DR Big Band og Muskelsvindfonden leverer fortryllende cirkus med sang, dans, magi og poesi.

I Cirkus Summarum er alting som i et rigtigt cirkus – bare anderledes. I årets forestilling møder vi vores alle sammens Ramasjang-helte i et helt specielt drømmetog, hvor de hver aften lægger sig til at sove. Men Rosa får onde drømme og misunder sine bedste venner for at drømme bedre end hende. Hun laver derfor ravage i de andres drømme, men ender i sidste ende med at lære at række hånden ud og bede om hjælp. Det bliver en magisk forestilling, når cirkusteltet fyldes med fantasi, ønsker, mareridt, storslåede drømme og dagdrømmerier, mens Danmarks sjoveste cirkusplads uden for teltet fyldes med legeaktiviteter i børnehøjde.

Et hold af sprudlende helte fra Ramasjang

Til Cirkus Summarum kan publikum glæde sig til et glædeligt gensyn med alle heltene fra Ramasjang. Manden bag Onkel Reje med de røde seler og det store skæg hedder Mads Geertsen og har, udover sit eget program på DR Ramasjang, medvirket i film som Sikke et Cirkus og Gooseboy. Onkel Rejes gode ven Hr. Skæg, der også kendes som Mikkel Lomborg, er med sin dragende og finurlige karakter kendt fra DR Ramasjang samt filmene Skæg med Cirkus og Mysterium.

Den tredje Ramasjang-ven, publikum møder, er entertainer Mille Gori i rollen som den sjove og skøre ballademager Motor Mille. Motor Mille har sit eget program på DR Ramasjang og har medvirket i en lang række børneprogrammer, mens hun har en fortid som professionel danser og bl.a. har været aktuelt som dansekaptajn i talentprogrammet Danmarks Vildeste Danser på TV 2Desuden kan publikum se frem til at blive helt rundtossede med Oda Omvendt, som til daglig går under navnet Coco Hjarmedal. Coco Hjarmedal har, udover sin medvirken i diverse Ramasjang-programmer som Oda Omvendt, senest slået sine folder i en bred palette af Far til fire-filmene.

Der er dog ingen Cirkus Summarum uden Kristian Gintberg, der er bedre kendt som Kristian fra Ramasjang Mysteriet. Kristian Gintberg har desuden medvirket i børnesucceserne Lille Nørd og Sikke et Cirkus: Det mystiske mysterium. Til sidst vil publikum få æren af at opleve selveste Rosa Marie Gjerluff Nyholm i manegen. Rosa har med sine mange år på Ramasjang delt et hav af gyldne øjeblikke med landets børn, samtidig med at hun har delt glæden ved at give og have samvær på tværs af generationer i Rosa fra Rouladegade.

Masser af fortryllende musik og dans

Cirkus Summarum er fuld af fortryllende musik, der spilles af verdens bedste cirkusorkester: DR Big Band. Desuden rummer årets forestilling masser af dans og bevægelse, hvor Cirkus Summarum har allieret sig med fire professionelle unge talentfulde dansere bl.a. den professionelle danser Bobby Atiedu, der er kendt fra Danmark har Talent og Storm over Ramasjang på Østre Gasværk. Bobby og de andre dansere: Nefertiti, Emina og Mads arbejder til daglig med dans i alle afskygninger og er klar til at sætte skub i cirkusteltet.

Anerkendt hold bag årets Cirkus Summarum

Årets Cirkus Summarum er skrevet af de anerkendte forfattere Frederik Hansen og Andreas Nederland, der også står bag den populære serie Game On, der særligt hitter blandt computerspilsbegejstrede børn. Forestillingen er instrueret af den talentfulde instruktør og koreograf Toniah Pedersen. Toniah regnes som en af Danmarks bedste dansere og har arbejdet som kreativ instruktør og koreograf i flere sæsoner af X Factor samt Vild med dans og senest for Lukas Graham og Iris Gold. De eventyrlige og magiske kulisser er desuden fremtryllet og leveret af den erfarne og Reumert-nominerede scenograf Astrid Lynge Ottesen, mens kapelmester Anders Rose holder styr på de drømmende toner leveret af DR Big Band.

Læs mere og køb billetter her.