Googleren
Googleren kan ses på Kgl Xtra - men anbefales ikke unge under 16 år. Foto: Det Kongelige Teater.

Det er et kontroversielt og brutalt emne, som dramatikeren Julie Glargaard tager fat på med sin forestilling Googleren. Fra den 5. maj har den været tilgængelig på Det Kongelige Teaters online tjeneste KGL Xtra.

Googleren hander om de indholdsmoderatorer, hvis job det er at se og censurere alt det grusomme materiale, som internettet bugner af. Fra børneporno til halshugninger – og det, der muligvis er endnu værre.

”Jeg læste om de her indholdsmoderatorer, og som mange andre anede jeg ikke de fandtes. Jeg anede ikke, at det job eksisterede”, siger Julie Glargaard, der  efter lidt research fandt ud af, hvor mange der arbejder med det verden over, og hvor stort og vigtigt et arbejde de gør hver eneste dag. Uden, at man næsten ved, at de findes.

”Rigtig mange af dem har horrible arbejdsvilkår – men alligevel sætter de stor pris på deres arbejde. De er stolte af det og mener virkelig de gør en forskel i verden. Og det gør de også. De sociale medier kunne slet ikke eksistere uden dem”, siger dramatikeren.

“Hvilken research har du været igennem? Har selv mødt en moderator/fulgt vedkommende på arbejde?

Jeg har læst en række transskriptioner af interviews med indholdsmoderatorer – og hørt stemmeforvrængede interviews på det såkaldte darknet, hvor de ikke kan spores. Indholdsmoderatorer har tavshedspligt, så mange af dem tør ikke udtale sig af frygt for at blive fyret eller retsforfulgt.

Forestillingens premiere blev flyttet til ud på de sene timer på nettet. Det Kongelige Teater advarer om, at den ikke egner sig til publikum under 16 år.

”Hvorfor er den forbudt for børn”?

“Fordi tematikken er hård, og selvom vi aldrig ser det her censurerede materiale, så får vi en klar fornemmelse af, hvad det er for nogle ting han sidder og ser, siger Julie Glargaard.

Googleren
Dramatiker Julie Petrine Glargaard har skrevet Googleren. Forestillingen er ikke for børn under 16 år. Foto: HEIN Photography

“Unge udfordrer hinanden til at se grusomme videoer – som en slags ’manddomsprøve ….”

Det er en forestilling, der omhandler vores færden på nettet. I disse tider, manges direkte kommunikationskilde. Hvad er det, set med dine øjne, man skal være særlig opmærksom på, når man færdes der?

”Især hvad vi deler. Jeg tror, de fleste af os ved, hvor frygtelige ting der findes derude, selvom vi sikkert ikke engang ved halvdelen. Mange af os har nok også prøvet at komme til at klikke på noget, vi ikke skulle have klikket på. Og når man efterfølgende gribes af rædsel, afsky eller medfølelse med ofret er det enormt nærliggende at sende det videre – af alle mulige årsager”, siger Julie Glargaard.

”Måske kan man bare ikke rumme at sidde med det alene. Og så bliver det spredt, og forbrydelsen vil blive set af flere og flere – også af unge og børn, der i højere og højere grad udfordrer hinanden til at se særligt grusomme videoer til ende som en slags ’manddomsprøve’”, siger hun.

Må kæmpe mere for publikums opmærksomhed

Julie Glargaard blev kåret af Statens Kunstfond som en af årets bedst skabende scenekunstnere i 2018 –  for børneforestillingen Sorg i Børnehøjde. Googleren skulle have været opført på Det Kongelige Teaters Lille Scene i Skuespilhuset i København. Corona-nedlukningen har tvunget hende til at skrive den om, så den nu kan fungere som online forestilling.

“Kan du – uden at blive alt for teknisk-  fortælle, hvad udfordringen har været ved at skulle omskrive forestillingen, så den nu kan opføres foran et webkamera i stedet for i et stort scenerum”?

Den helt store udfordring har været, hvordan man kommunikerer alt det her til et publikum, man ikke kan se eller mærke. Som regel vil en skuespiller – især i en monolog – jo bruge tid og ord på at mærke sig ind på salen, danne alliancer med publikum, måske få dem over på sin side – og publikum er ’bundet’ i salen undervejs; det er de færreste af os, der rejser os og går under en forestilling”, siger Glargaard.

”På webcam er spillereglerne helt anderledes. Nu er det skuespilleren, der er bundet foran kameraet – og publikum kan vælge at slukke når som helst. Karakteren kan ikke længere bare forvente publikums opmærksomhed – han bliver nødt til at kæmpe for den. Det endte heldigvis også med at give os rigtig meget, siger dramatikeren.

I forestillingen, der er instrueret af Petrea Søe, medvirker skuespilleren Mads Rømer Brolin-Tani i rollen som Googleren.