Askepot
Askepot er tilbage på Pantomie Teatret i Tivoli fra den 11. juni. Foto: PR/Tivoli billedbank

Dronning Margrethe og Oh Lands balletopsætning af det næsten 1000 år gamle eventyr omAskepotfår repremiere i Tivoli lørdag den 13. juni 2020 kl. 20:30.

Den store publikums- og anmeldersucces vil således igen kunne opleves på Pantomimeteatret, helt frem til den 15. august.

Bag balletten, der havde urpremiere i Tivoli 2016, står Dronning Margrethe som den kyndige hånd bag scenografi og kostumer. Oh Land har komponeret musikken, mens den russiske Yuri Possokhov er koreograf.

”Vi ville gerne lave en ny forestilling, men finde på noget andet end H.C. Andersen”, har dronning Margrethe sagt om balletten til Ritzau. “H.C. Andersen har stadig hundrede af gode historier, vi ikke har rørt ved, men vi ville prøve en anden verden”.

Dronningen: “Et spil mellem noget trist og festligt”

“Jeg har altid godt kunne lide historien om Askepot, den er charmerende, der er et spil mellem noget trist og festligt, og der er mulighed for at gøre den morsom. Ganske vist findes der en Askepot-ballet, men det er en helaftensforestilling, så det var et sted, hvor vi mente, vi kunne tage fat.”

Dronning Margrethe er med årene blevet en meget erfaren scenograf. Hun har i ugerne op til repremieren fulgt forberedelserne. Dronningen har bl.a. stået bag adskillige scenografier til forestillinger i Tivoli, herunder Svinedrengen, Fyrtøjet og Nøddeknækkeren. Senest var hun en del af holdet i forbindelse med ”Snedronningen” i Koncertsalen.

Eventyrballetter på Pantomimeteatret


Askepot har siden premieren været et tilløbsstykke og er blevet set af cirka 70.000 gæster fordelt på 44 forestillinger.

Brødrene Grimms eventyr om den unge pige Askepot, der går så grueligt meget igennem, før hun får sin prins, har fascineret børn og voksne gennem alle tider. Fortællingen, der byder på svigt, savn, jalousi, venskab og kærlighed, passer perfekt til Pantomimeteatret, der har en lang og ubrudt tradition for eventyrballetten.

Askepot får repremiere på Pantomimeteatret lørdag den 13. juni klokken. 20.30.