Den Kongelige Gæst
Snart kan Den Kongelige Gæst opleves i Den Fynske Opera. Foto: PR Foto.

Den 6. september bliver Henrik Pontoppidans novelle Den Kongelige Gæst igen vakt til live, når 100-års jubilæet for Hakon Børresens timelange opera af samme navn fejres med en genopførelse i Den Fynske Opera.

I Den Kongelige Gæst møder publikum Dr. Høyer og hans kone Emmy, som lever i et klunkehjem med en rutinepræget hverdag og faste rammer. En dag dukker den fremmede gæst Prins Karneval uventet op hos ægteparret, som vender op og ned på deres liv. Det bliver en fest, som de aldrig vil glemme og minder dem om, at uden passion vil livet dø.

Paralleller til vores samtid

Den Kongelige Gæst er en historie, som drager paralleller til samtiden, og derfor stadig er en vedkommende historie:

”Det er altid spændende at arbejde med et stykke, der foregår i en anden tid. Det er en historie om et ægtepar i klunkehjemmet, hvor kvinden skal passe de huslige pligter, og manden tager på arbejde. Men kvinden savner eventyr og spænding i en kedelig hverdag, og ægteskabet har generelt mistet gnisten. For sin tid kan det kaldes kvindefrigørende, men historiens tematikker kan sagtens overføres til samtiden”, fortæller stykkets instruktør Ida Fogh Kiberg og fortsætter: ”For det vil netop være vores samtid, som vi ubevidst vil associere stykket med”.

Musikken i centrum

For Ida er det vigtigt at have musikken i centrum under instruktionen, fordi musikken selv kan fortælle om historien. Dette er noget, som hun også har brugt under arbejdet med Den Kongelige Gæst:

”Jeg vil gerne ændre på, hvordan man arbejder med opera, og derfor vil jeg gerne give plads til stykker, der normalt ikke får meget opmærksomhed. Jeg arbejder derfor også anderledes end mange instruktører, fordi jeg går ud fra musikken, hvilket jeg også har gjort denne gang. Gennem musikken synes jeg netop, at man kan se scenerne for sig, og det bærer hele stykket frem”, siger Ida.

En intim oplevelse

Publikum kan forvente at dumpe ned i en tidslomme og få en anderledes oplevelse i operaen med en lykkelig slutning, hvilket er atypisk for en opera.

”Vi har forsøgt at bevare den gamle tid med mit eget let surrealistiske twist for at være tro mod musikken og handlingen, fordi stykket fortjener sin tidslomme”, fortæller Ida. ”Det vil blive en anderledes og intim oplevelse i operaen, hvor man griner og smiler, og man vil komme til at sidde helt tæt på scenen. Holdet bag er dynamisk med en blanding af nye og erfarne sangere, så det bliver en stor oplevelse.”

Den Kongelige Gæst kan opleves i Den Fynske Opera fra den 6. september frem til den 11. september.

Læs mere om operastykket og køb billetter her.

Tidligere artikelTag med på eventyr med Min Mormors Gebis
Næste artikelAarhus Teater inviterer til Sci-fi, audiowalk og ny dramatik i september