Adressaten Ubekendt
Oplev Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen i ADRESSATEN UBEKENDT. Foto: Miklos Szabo.

Den 24. august havde Det Kongelige Teater danmarkspremiere på ADRESSATEN UBEKENDT i Skuespilhuset. Den foruroligende fortælling om venskab og nazismens fremmarch i Tyskland har taget både publikum og anmeldere med storm. ADRESSATEN UBEKENDT er baseret på Kathrine Kressman Taylors roman fra 1938 og kan opleves netop nu.

I ADRESSATEN UBEKENDT møder man de to tyske venner Max og Martin, der sammen ejer et kunstgalleri i San Francisco. Martin vælger dog at flytte tilbage til Tyskland. Det markerer starten på en lang brevveksling mellem de to, som tager en ubehagelig drejning. Martin fascineres nemlig af tidsånden i Tyskland og af Hitlers retorik. Men Max, der fortsat er i USA, er jøde.

Anmelderne jubler

Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen spiller henholdsvis Max og Martin i forestillingen. Anmelderne har smidt mange flotte stjerner efter forestillingen og givet stor ros til de to herrer. Bl.a. giver teateranmelder Gregers Dirckinck-Holmfeld 6 stjerner og skriver, ”SKARPT som en ragekniv. Sådan er det stykke. Og sådan bliver det opført. Det er, så hugget fra kniven skærer gennem sind og sjæl”.

Og Gregers er ikke den eneste, der jubler over forestillingen – også Jyllands-Posten kvitterer med 6 stjerner og skriver, ”(…) nogle af landets stærkeste kræfter er i spil, og det kan mærkes. Iscenesættelse, scenografi, lyd, lys og video er simpelthen til ug”. Dagbladene og kritikernes spalter har generelt været fyldt med topkarakterer til den stærke og tragiske forestilling.

Søren Sætter-Lassen og Lars Mikkelsen i rollerne som Max og Martin. Foto: Miklos Szabo.

Refleksion over samfundets møde med nazismen

Forestillingen består af to dele. Udover selve skuespillet baseret på Kathrine Kressman Taylors roman kan man efter pausen møde en af de to historikere Bo Lidegaard eller Christoffer Emil Bruun. Her vil de fortælle hvordan Danmark som land og folk forholdt sig til de totalitære trusler i årene op til 2. Verdenskrig, og hvordan vi i de år som samfund mødte nazismen. Bo Lidegaard er forfatteren bag denne 2. del.

ADRESSATEN UBEKENDT kan opleves i Skuespilhuset i København netop nu – og tager fra den 23. septemberturné rundt i landet, hvor den kommer forbi hele 19 byer.

Læs mere om forestillingen og køb billetter her.