I 2022 er det 300 år siden, at Ludvig Holberg opførte sin første offentlige forestilling på dansk. Dansk teaters jubilæumsår markeres med en landsdækkende fejring, som bliver skudt i gang med Danmarkspremieren på en ny teaterforestilling om unge og gaming frit efter Holbergs Erasmus Montanus. Til forestillingen er udviklet et nyt computerspil til smartphone.
Hovedpersonen Rasmus er gamer, og da han kommer hjem på ferie fra efterskolen, vil han kun kaldes E-Rasmus. På efterskolen har E-Rasmus intensiveret sin gaming, og nu taler han i en lingo, som folk omkring ham ikke kan følge med på. Til de voksnes bekymring insisterer E-Rasmus på, at gaming-universet er lige så virkeligt som virkeligheden.
Tag fejringen på forskud på telefonen
’E-Rasmus’ er en gaming-komedie for unge fra 12 års alderen baseret på en fri fortolkning af Ludvig Holbergs klassiker Erasmus Montanus. Den 23. september 1722 blev der for første gang offentligt spillet teater på dansk. Under ledelse af Ludvig Holberg fik forestillingen Molleres Gnieren premiere i Lille Grønnegade i København. Nyfortolkningen af klassikeren tager del i den nationale fejring Dansk Teaters 300-årsjubilæum, som fortsætter frem mod Holbergs 338. års fødselsdag d. 3. december 2022.
Publikum får mulighed for at komme i stemning allerede nu, da appen E Rasmus – Holberg for n00bs kan spilles som optakt til forestillingen. I spillet bevæger man sig rundt både i en nutidig hverdag og i fortidens Bergen, og undervejs bliver ens kendskab og fornemmelse for Holberg større. Du kan gå på eventyr og downloade appen i app-store her.
Forestillingen får Danmarkspremiere på Teater Vestvolden den 4. marts 2022. Efterfølgende drager forestillingen på turné til Vendsyssel Teater og Bornholms Teater. Læs mere og køb billetter her.