“Live by the swan, fly by the swan!”
Med den slaglinje drager den multi-prisvindende, engelske komiker Paul Foot efter fire år tilbage til Aarhus, når han gæster Teater Katapult med sit nye solo-comedy-show: Paul Foot: SWAN POWER, som kan opleves søndag den 5. sep.
Comedyshowet SWAN POWER kredser om forskellige emner, heriblandt: om at myrde Julemanden og om at blande sig i ambulanceføreres arbejde (vi kender alle en selvudnævnt og bedrevidende besserwisser-type). Og så er der noget om Titanic-skuespiller Billy Zane’s Værdifulde Diamant (c/o-adresse ‘RMS Titanic’). Ja, når Paul Foot siger, at han tager fat i “forskellige emner”, så er de i sandhed forskellige.
Populære Paul
Paul Foot er et kendt og elsket ansigt på tv og i radioen i både Storbritannien og Australien. Senest blandt andet på ‘8 Out of 10 Cats Does Countdown’ på Channel 4, ABC Australias ‘Melbourne Gala’ og ‘Breaking The News’ i BBC Radio Scotland.
I 2019 gjorde han desuden et triumferende indtog på den store, britiske musik- og kulturfestival ‘Glastonbury Festival’ – den seneste af sin slags, før pandemien satte ind.
På Youtube har klip fra hans mange optrædener i den populære BBC-quiz ‘Never Mind The Buzzcocks’ genereret over 1 million visninger.
Prisbelønnede Paul
Paul Foot har vundet en ‘BBC New Comedy Award’ og Daily Telegraphs ‘Open Mic’-pris. To gange har han været nomineret til en ‘Barry Award’ på The Melbourne Comedy Festival.
Den gale (og geniale) englænder er desuden blevet kåret til ‘Best of The Fest International’ og ‘Best International Act’ på henholdsvis Sydneys and Perths tilbagevendende Comedy-festivaler.
Hvis man vil have et indtryk af hans humoristiske stil kan man se videoen nedenunder:
Praktisk info:
Tid & Sted: 5. sep., kl. 20.00 på Teater Katapult, Godsbanen
Varighed: 90 min. inkl. pause
Du kan læse mere om og købe billetter til showet her: www.katapult.dk