Foto: Büro Jantzen

Den 24. september har ALLE GODE TING premiere på Nørrebro Teater, hvor skuespiller Frank Theil står på scenen i en komedie om noget så umorsomt som en depression. Han kommer dog ikke til at stå der alene, da publikum bogstavligt talt er med ham på scenen. Forestillingen bryder nemlig grænsen mellem skuespiller og publikum og gør op med, hvad det egentlig vil sige at være publikum.

Søgen efter lykke

Forestillingen handler om en mands søgen efter at være lykkelig. Det hele begynder, da han seks år gammel oplever sin mor blive indlagt med depression. I et forsøg på at gøre hende glad, begynder han at skrive en liste til hende over alle de gode ting, han kan komme i tanke om. Nu som voksen fortæller han os historien om, hvordan listen får et omfattende liv, der rækker langt ud over moderens sygdom og ind i hans egen voksne jagt efter at blive sig selv, finde lykken og fastholde den – også når livet er svært.

Om forestillingen 

ALLE GODE TING skubber også til, hvad en komedie kan handle om. Med gribende humor skildres noget så umorsomt som depression og selvmord samtidig med, at vi bliver mindet om, hvad der kan holde os oppe, når vi er nede. På udvalgte dage udvides ALLE GODE TING med en 2. del: EN EKSTRA GOD TING.

Komponist og musiker Frans Bak kommer med projektet Sange til min mor, og organisationen Børn, Unge & Sorg samt forfattere fra forlaget Gyldendal deler ud af deres viden på området. Alt sammen med det formål at nedbryde den tavshed og de tabuer, der ofte er forbundet med selvmord og psykisk sygdom.

Læs mere og køb billetter her.