MENS VI VENTER PÅ GODOT: Teaterklassiker kan snart opleves på Teatret ved Sorte Hest

Mens vi venter på Godot på Teatret på Den Sorte Hest. Foto: Robin Skjoldborg

Det bliver ikke for sarte sjæle, når Teatret ved Sorte Hest
nu kaster sig over et af vor tids helt store mesterværker.

Samuel Becketts MENS VI VENTER PÅ GODOT får ny saft og
kraft af dansk teaters svar på det vildeste rockband. Den 4. september kl 20.00 kan du nemlig opleve Nicolas Bro, Mads Wille, Steen Stig Lommer og Kristoffer
Helmuth. De går på scenen i Maria Vinterbergs iscenesættelse
med scenografi af Marianne Nilsson.

Om MENS VI VENTER PÅ GODOT

Nicolas Bro og Mads Wille spiller de to småkriminelle vagabonder,
Estragon og Vladimir, som sidder på en uendelig landevej og venter på
Godot. De ved egentlig ikke, hvem Godot er, eller hvorfor de venter på
ham, men en ting er sikkert: De er nødt til at blive, indtil han kommer.
I ventetiden gør de, hvad de kan for at bevare værdigheden, mens de
prøver støvler med og uden sok, udviser en mistænkelig interesse for hatte,
propper sig med rådne gulerødder og overvejer den bedste måde at begå
selvmord på, når der kun er ét sølle træ. Desuden prøver de at overgå
hinanden i kendskab til Biblens evangelister, udsætter en stakkels dreng
for tredjegradsforhør om Godots gøren og laden, sparker rundt med
slaven Lucky (Kristoffer Helmuth) og søger job hos hans herre Pozzo
(Steen Stig Lommer).

Ellers sker der sådan set ingenting, og næste dag ligner den foregående
til forveksling. Men hvem ved – måske kommer Godot i morgen?

MENS VI VENTER PÅ GODOT spiller på Teatret ved Sorte Hest fra den 4. september til den 10. oktober 2020

Læs mere på sortehest.com

Previous articleOplev en fortryllende musicalversion af Charlie og Chokoladefabrikken
Next articleWilhelm Hansen Fonden uddeler 20 særlige hæderslegater