To mænd iført skræddersyet pink habit. De galoperer ind på scenen, de danser, løber, bryder ud i sang, hopper, skriger, råber og drikker skoldhed espresso. A Room For All Our Tomorrows er en dynamisk, energisk og humoristisk danseforestilling, der zoomer ind på ritualer og de små øjeblikke, vi alle kender fra vores hverdagsliv.
Forestillingen er skabt af den prisbelønnede London-baserede kunstnerduo Igor og Moreno, som er kendt for sit arbejde med at studere, hvordan vi mennesker lever vores liv. Igor og Moreno har tidligere kunne opleves i Dansehallerne i København med bl.a. forestillingen Idiot Syncrasy, som i 2016 spillede for fulde huse.
Fra d. 21. – 23. nov. 2018 indtager de København igen, denne gang i A-salen på Det Kgl. Teater i et samarbejde mellem Dansehallerne og Corpus, Det Kgl. Teater. Dansehallernes kunstneriske leder Efva Lilja ser frem til at præsentere publikum for dette internationale anmelderroste værk:
“Det er spændende at følge kunstnere, der søger nye måder til at fremhæve eksistentielle spørgsmål, som mange af os kæmper med i hverdagen. Igor og Moreno gør det i en æstetik, der overrasker mig, og jeg ser frem til at dele oplevelsen af dette arbejde med alle andre nysgerrige. Og jeg tror, vi bliver mange”, siger Efva Lilja.
Kun to dansere
Der er to performere med i denne tempofyldte danseforestilling, men det handler ikke kun om dem. Det er en forestilling, der handler om os alle sammen, og om alle de små hemmelige sider vi hver især har, selv når vi er tæt på hinanden. Det sker gennem en lang række små scener, hvor de velklædte performere med glimt i øjet sætter både lyd til og krop på de daglige ritualer som bevægelser, følelser og handlinger, som vi mennesker udfører igen og igen. Det efterlader samtidig et rum for og et spørgsmål om, hvordan disse ting kunne blive anderledes, end de er lige nu.
A Room For All Our Tomorrows havde ur-premiere i England i 2015 og blev udvalgt til biennalen British Dance Edition 2016. Du kan læse mere om forestillingen og bestille billetter her.