ENHEDEN er både navnet på forestillingen, men også navnet på gruppen, der står bag forestillingen. ENHEDEN bliver skabt under talentudviklingsprojektet Unge til Unge og har premiere fredag d. 4. juni kl. 19.00.
Året er 2049. I samfundet Enheden beslutter algoritmer borgernes virkelighed. Men da Ragnhild får overrakt sin uddannelsesplan, er der noget, der føles forkert. Sammen med sine venner bevæger hun sig ind i et spind af oprørske spørgsmål til samfundets rammer. Har vi mistet evnen til at mærke os selv, og frygter vi derfor konsekvenserne af vores egne valg? ENHEDEN er en refleksiv sci-fi forestilling om at foretage valg i livet.
Unge til Unge
Talentudviklingsprojektet Unge til Unge er støttet af Statens Kunstfond og Talent Holbæk. I projektet giver Sjællands Teater, FAIR PLAY sparring og plads til, at unge scenekunstnere med et nysgerrigt og aktuelt perspektiv, kan forløse deres idé om relevant scenekunst af unge og til unge.
Projektet udfylder det hul, der findes for unge scenekunstaspiranter i tiden efter endt ophold på talentskoler, eller efter at have fået erfaring med scenekunstnerisk produktion i for eksempel vækstlaget, og til at de får adgang til og tag i den professionelle scenekunstbranche.
Med projektet får de unge et professionelt arbejdsrum og samtidig er det en investering i fremtidens scenekunstaktører.
Instruktør Asta Herta siger: ”Det er en kæmpe gave at have et professionelt fundament. Det er et vigtigt projekt, og det viser virkelig, at FAIR PLAY er fanebærere af dansk scenekunst”.
Unge til Unge har udover talentudviklingen også et publikumsudviklende aspekt. FAIR PLAY er optagede af, hvad der optager de unge, og hvordan de ser, tænker og udvælger i form og indhold. De er nemlig en del af kernepublikummet. De vil gerne være i konstant dialog og ”bevægelse” sammen med dem, og ved at invitere de unge ind for at skabe på teatret.
Det er de unge kunstnere, som kan få de unge tilskuere til at komme i teatret.
Læs mere om projektet her: https://www.fairplay.dk/unge-til-unge/