Lang dags rejse mod nat, Aalborg Teater, teater
FOTO: Lang dags rejse mod nat ©Aalborg Teater

Fra den 7. maj kan man opleve Eugene O’Neills familiedrama Lang dags rejse mod nat fra 1956 på Aalborg Teater. O’Neill var den første amerikanske dramatiker til at modtage Nobelprisen i litteratur i 1936.

Fortællingen handler om familien Tyrone, der har svært ved at finde den gode familietone. Faren i familien drømte om at fortolke Shakespeare, men blev en kendt komedieskuespiller. Moren ville være nonne eller koncertpianist, men er endt som husmor på morfin. Den ældste søn ville være digter, men blev en fordrukken skuespiller. Den mindste søn er der håb for, og måske er han den eneste, som kan finde vejen ud af familiens ulykke.

Skuespiller Marianne Høgsbro spiller hovedrollen som den morfinafhængige mor, Mary Tyrone. Høgsbro har gennem sin karriere arbejdet meget på Aalborg Teater og Det Kongelige Teater, og hun har både vundet legatet ’Årets Skuespiller’ af Torbens Vejs Fond, en Reumert for ’Bedste kvindelige hovedrolle’ og Lauritzenprisen.

I Lang dags rejse mod nat står Høgsbro overfor en gammel kending fra teaterskolen, Henrik Birch, som optræder i rollen som James Tyrone. Forestillingen spiller frem til den 9. juni, og du kan læse mere og købe billetter til forestillingen her.

Tidligere artikelGummi-Tarzan kommer på de skrå brædder i efterårsferien
Næste artikelVirginia Woolf-klassiker åbner næste sæson på Betty Nansen Teatret