Alberich og rhindøtrene
Alberich og rhindøtrene i Den Ny Operas opsætning af Rhinguldet. Foto:Steffen Aarfing

Den 25., 28. og 31. august kan man opleve Den Ny Opera slå gnister i Musikhuset Esbjerg, når de opfører Richard Wagners eventyrlige værk Rhinguldet.

Rhinguldet præsenteres publikum for det store omdrejningspunkt: valget mellem magt og kærlighed. Publikum føres fra legende harmoni til mørkt magtbegær, når guldet bliver stjålet fra Rhinen. Af Rhinens guld smedes den ring, som kan sikre én verdensherredømmet, hvis man formår at give afkald på kærligheden. Men en forbandelse hviler over ringen. En forbandelse som ringens herre, overguden Wotan, snart må se i øjnene.

I rollen som overguden Wotan (Odin) finder vi Jens Søndergaard. Rhinguldet er hans debut som Wagner-sanger, og han glæder sig meget til udfordringen. Jens Søndergaard har haft stor succes i mange andre partier og har heriblandt været fastansat tre år på nationalteatret i Weimar.

Udover Jens Søndergaard som Wotan medvirker et stærkt dansk-nordisk hold af sangere bl.a. Jesper Buhl som dværgen Alberich, Elsebeth Dreisig som gudinden Freja, Magnus Vigilius som guden Froh, Lars Møller som guden Donner (Thor), Johanne Højlund i en dobbeltrolle som jordgudinden Erda og rhindatteren Flosshilde og Jesper Brun-Jensen som jætten Fafner.

Et folkeligt eventyr om kapitalismens opståen

Kasper Wilton står for instruktionen og lægger vægt på historiens psykologiske spil og magtens korrumpering: ”Rhinguldet er historien om kapitalismens opståen. Da man begyndte at se på jorden som en ressource i stedet for en kraft. Man stjæler guldet, som sikrer harmonien, for egen vindings skyld”, siger Kasper Wilton.

Wilton, som til daglig er teaterchef på Folketeatret, mener, at der er meget folkeligt at få øje på i Rhinguldet. Den indeholder både kæmper og troldværk og er også underholdende og sjov.

Rhinguldet er en fortælling, der baserer sig på nordisk mytologi, og som derfor udspiller sig mellem såre menneskelige og genkendelige guder. Operaen indeholder Wagners filmiske musik med melodiske motiver, der fletter sig ind i hinanden. Den Ny Operas prisbelønnede operachef og forestillingens dirigent Lars Ole Mathiasen fremhæver Wagners fantastske evne til at få musik og mytologi til at spille sammen: ”Jeg har det lidt som Wagner – det er dramaet, der er det bærende. Det er dramaet, der interesserer os – og især som moderne publikum.”

Rhinguldet er lavet i et samarbejde mellem Den Ny Opera og Sønderjyllands Symfoniorkester. Orkestergraven er udvidet, så den matcher Wagners festspilhus i Bayreuth, og Sønderjylland Symfoniorkester har i samme stil udvidet til 91 musikere til lejligheden.

Der synges på tysk med danske overtekster.

Wagners vældige Ring-cyklus

Rhinguldet er forhistorien til Nibelungens Ring, og publikum vil ikke blive snydt for at opleve de øvrige værker i Wagners Ring. Tilbage i 2017 opførte Den Ny Opera Valkyrien, og i henholdsvis 2021 og 2023 vil det være muligt at opleve efterfølgerne Siegfried og Ragnarok. I 2024 vil der være mulighed for en samlet Ring-opførelse med i alt 15 timers musikdramatik, og store dele af holdet vil følge med hele vejen.

Læs mere om forestillingen og køb billetter her.

Oplev Richard Wagners Rhinguldet i Musikhuset Esbjerg. Foto: Steffen Aarfing
Tidligere artikelEufori serveret i mundrette bider til Teater Tapas
Næste artikelUdforsk konsekvenserne af klimakrisen med KLIMA SKRIMA!