Man til Mand
MAND TIL MAND spiller på Teater ZeBU d. 26. september til 6. oktober. Foto: Jens Hemmel

Den 26. september præsenterer Teater ZeBU forestillingen Mand til Mand, hvor kun det mandlige køn er inviteret til at indtage publikumsrækkerne.

Mand til Mand sætter på dramatisk og humoristisk vis fokus på den moderne kønsdebat og adfærden blandt mænd. Forestillingen koncentrerer sig om den nye generation af teenagedrenge, der er på vej ind i voksenlivet. Der sættes spørgsmålstegn ved de manderoller, som de unge teenagere er ved at træde ind.

Om Mand til Mand

I forestillingen møder vi de to fædre Jesper og Peter. De er begge fædre til to teenagedrenge, som har været involveret i grænseoverskridende adfærd over for to unge piger. Derfor mødes de to fædre med deres sønner for at få en snak mand til mand om #MeToo, krænkende adfærd og manderoller. Jesper og Peter er grundet deres sønners krænkende adfærd gået ind i en kampagne. Som forestillingen skrider frem, viser det sig dog, at de to fædres gode viljer og rigtige meninger støder lidt sammen med de oplevelser, de selv har haft i deres teenageår. Undervejs opstår der uenigheder, og deres holdninger sættes på prøve.  

Debat om mandens rolle serveret med humor og alvor

Teater ZeBU ønsker med denne forestilling at skabe plads til at debattere mandens rolle. Mand til Mand er nyskrevet dramatik med både sjov og alvor. I forestillingen indgår elementer af interaktivitet, der lægger op til, at drenge og mænd kan tale om det at være mand. I mødet med det fiktive univers får de mulighed for at møde sig selv og deres venner. 

Holdet bag forestillingen

Mand til Mand henvender sig primært til drenge over 13 år og spilles for et publikum af drenge og mænd samt personer, der betragter sig som drenge.

”Vi er virkelig spændte på, hvad udskolingsdrengene vil sige til at blive taget med ind i vores fiktion om bagsiden ved maskulinitet og det potentiale, der ligger i en mulig ny manderolle. Tiden er moden til det, og vi har på ZeBU gode erfaringer med at bearbejde vanskelige temaer i dramatisk form”, udtaler TeaterZeBUs teaterleder Jørgen Carlslund, som har fået idéen til forestillingen, og som også står for instruktion.

På scenen som de to fædre kan opleves Jan Overgaard Mogensen og Carl Martin Norén. I den nye dramatik indgår også nykomponeret musik, som Camilla Bang står bag, mens Anne Burup Nymark har fungeret som dramaturg.

Mand til mand kan opleves på Teater ZeBU fra den 26. september til den 6. oktober.

Læs mere om forestillingen og bestil billetter her.