Oplev Bodil Jørgensen, Rikke Wölck og Jannie Fourschou i den dramatiske, uforfærdede og morsomme ”stand-up”-forestilling MADDIKER. Forestillingen får premiere den 24. februar 2022 på Folketeatret i København.
MADDIKER tager et livtag med den modne kvinde, når den prominente skuespillertrio Bodil Jørgensen, Rikke Wölck og Jannie Faurschou begiver sig ud på en humoristisk rejse. Her undersøger de åbent alderdommen og minder os samtidig om, hvordan livet ikke er slut, før maddikerne en dag tager over.
MADDIKER instrueres af Madeleine Røn Juul, og Rikke Wölck står ikke blot på scenen, men også bag manuskriptet. Maddiker får premiere den 24. februar 2022 på Folketeatret.
Om forestillingen
Det er ikke lutter lagkage alt sammen. Man kan f.eks. roligt forlade en fest som den første. Der sker ikke en skid. Og hvis man kunne finde på at bevæge sig ud på dansegulvet og bevæge sig med stive lemmer til musikken, så kommer de løftede mormorarme hurtigt ind til kroppen igen, når de unge smiler og ler opmuntrende til én. Ydmyget halter man væk fra dansegulvet og direkte hjem i den nye single-seng. Ensomheden sniger sig ind, mens man forsøger at koncentrere sig om en god bog. Så får man øje på den rynkede hånd, der holder om bogen. Hvis er den rynkede hånd? Mors? Mormors? Hvem er den kvinde, der bor i dette visne, rynkede hylster?
Man kan jo stadig se godt ud, hvis ellers lyset lige falder rigtigt. Og éns hjerne fungerer jo stadig. Lidt langsommere, men den fungerer. Man kan jo gøre lige, hvad man vil: Sælge alt og rejse hele jorden rundt, hvis man har lyst. Og gå på kurser. Dygtiggøre sig. Starte helt forfra. Og lade sig skille. Vise det her selvforherligende ungdomsregime, at alder er en styrke. Fanden tage os!
Nogle gange er det godt at huske på, at livet ikke er slut, før man er død. Der er både liv og glimt i øjet på de tre voksne kvinder på scenen, mens de hylder alderdommen og tør tale om både det svære og det smukke i livet, inden maddikerne får overtaget.
Holdet bag & på scenen
Som en del af det modne trekløver ses en af tidens største skuespillere, nemlig Bodil Jørgensen. Bodil Jørgensen har skabt sig en lang og flot karriere både indenfor film og teater. Hun er bl.a. kendt for sin medvirken i Lars Von Triers dogme-film Riget (1994, 1997 & 2022) og Idioterne (1998), for hvilken hun vandt Bodilprisen for bedste kvindelige hovedrolle i 1999. På de skrå brædder har hun blandt andet haft roller i Kajen mod vest (1999) Den vægelsindede (2000), Anne Sophie Hedvig (2001) og i 2010 modtog hun teateranmeldernes pris, Teaterpokalen, for sin medvirken i Wienerballader, som blev opført på Det Kongelige Teater. Til jul er hun aktuel i Hvidstengruppen II – De efterladte.
Publikum kan desuden opleve Jannie Faurschou, som har medvirket i et bredt repertoire af film, TV og teaterstykker. Blandt de mange år i scenelyset kan hendes medvirken i Så enkel er kærligheden (2000) på Rialto Anne Sophie Hedvig (2001) på Det Kongelige Teater fremhæves. Ligeledes vil mange huske hendes præstation i filmen Den eneste ene (1999) og i DR-serien Borgen (2010-13).
Bodil Jørgensen og Jannie Faurschou flankeres af Rikke Wölck, som også er dramatikeren bag stykket. Hun har gennem sin karriere både iscenesat, skrevet og instrueret forestillinger samt medvirket i en række film og serier. Hun er kendt for sin medvirken i serierne Matador (1978-82) og Forbrydelsen (2007). Hun har tidligere stået bag kvinderevyen Byens Bedste Bryster (2000) på Rialto Teatret og medvirket i Liebhaverne (1999) og Den blinde maler (2001).
Billetter kan købes på www.folketeatret samt www.teaterbilletter.dk