Jeg er Silas. Foto: Folketeatret og HiLS DiN MOR

Den 20. oktober kan Folketeatret og HiLS DiN MOR præsentere en ny ungdomsforestilling, der handler om at bryde med normer for køn, kønsidentitet og seksualitet: Jeg er Silas.

En rørende fin fortælling om at stå ved sig selv og turde vise verden, hvem man er inderst inde. Hvordan ved man, hvem man er, når samfundets normer strammer?

At være teenager, skifte skole, få nye venner og finde det helt rigtige outfit til konfirmationen kan være svært. Når hele ens omgangskreds ikke rigtigt ser én, bliver det uoverskueligt.

Om Jeg er Silas

Hvordan fortæller man sin familie og sine klassekammerater, at det køn man blev tildelt ved fødslen, ikke stemmer overens med den man er?

Silas føler ofte, at han bliver set på som en fremmed. Som et sort hul, der suger opmærksomhed til sig og samtidig er usynligt. Til tider flygter han ud i skoven, hvor han kan være alene med sine tanker. I skoven er der ingen kønnede forventninger til ham.

Silas vil helst bare kunne flyve frit, være sig selv og få verden til at forstå hvem han er. Da Silas møder den lidt ældre Hedvig, der også udfordrer normerne, begynder brikkerne at falde på plads.

Jeg er Silas er en rørende fortælling om at finde vejen til at stå ved, hvem man er inderst inde ved at udforske sig selv, sin kønsidentitet og sit køn. Om forløsende venskaber og om at møde sine egne og omverdenens fordomme.

Og ikke mindst er det en gribende historie om en familie, der udfordres i hver sin selvforståelse, men sammen finder en vej.

Repræsentation har været en vigtig del af projektet og der har været flere transpersoner involveret   både under udviklingen af manuskriptet, i den kreative proces, under selve produktionen og i udviklingen af skolematerialet

Om HiLS DiN MOR

HiLS DiN MOR er et projektteater uden faste lokaler. Teatret har eksisteret siden 2010 og dets vigtigste budskab er at fremme forståelsen for og accepten af LGBT+ personer på lige fod med majoriteten.

Teatret modtog i 2017 Lauritzenfondens Børne-/Ungepris for at have børne- og ungemålgruppen i fokus og for at tage hånd om relevante emner i øjenhøjde med sit publikum. I 2018 modtog HiLS DiN MOR Danmarks Teaterforeningers Børne-/Unge- og Familiepris og i 2019 Horsens Børneteaterpris som årets børneteater. Ligeledes i 2018 modtog HiLS DiN MOR og Teater Vestvolden en Reumert for ungdomsforestillingen Fucking Åmålog i 2019 samarbejdede HiLS DiN MOR med Folketeatret omkring ungdomsforestillingen Den sommer far blev homo, der blev kåret som årets børne-/ungdomsforestilling 2019 af online portalen CPH Culture.

Oplev premieren på Jeg er SilasFolketeatret den 20. oktober til og med den 5. november. Læs mere om forestillingen her