mobbedreng
Foto: Jonathan Søderberg

Har du nogensinde oplevet at komme ind i en social gruppe, hvor du den ene dag er populær og den næste dag usynlig? Det har Kristoffer Eriknauer, der er nyuddannet fra Den danske scenekunstskole i Århus.

Som 8-årig blev Kristoffer Eriknauer mobbet med sin seksualitet.

En dag forslog Kristoffers lærer ham pludselig at gøre noget, der ændrede hans liv for altid: han skulle stå foran skolen iklædt en fjerboa og synge en musicalsang. Dette blev startskuddet til forestillingen Mobbedreng, som er opsat i samarbejde med Copenhagen Pride Week på Teater V i København.

”Jeg må tage de slag, det giver”

I 3. klasse stod det allerede ret klart for Kristoffer Eriknauer, at han ikke var som de andre i hans klasse:

Jeg blev mobbet ret heftigt på det tidspunkt, primært med min seksualitet, men sagde det ikke til mine forældre eller nogen andre. Jeg vidste jo godt inderst inde, hvordan jeg følte mig, men jeg forstod det ikke rigtigt, fortæller Kristoffer Eriknauer, og fortsætter:

Da min lærer Lars foreslog, at jeg skulle stå i fjerboa foran skolen, vidste jeg, at jeg ville blive mobbet i et halvt år pga. den performance. Alligevel var der noget indeni, der sagde, at det ville være det fedeste at optræde deroppe. Og så måtte jeg tage de slag, det gav.

Det er netop dette minde forestillingen Mobbedreng er baseret på, hvorfor Kristoffer Eriknauer er imponeret over sit 8-årige jeg:

Forestillingen kan virkelig have et stort backlash, men hvis man ikke tør det, så rykker jeg mig ikke nogen steder. Modet jeg havde som 8-årig, er jeg så imponeret over.

Foto: Jonathan Søderberg

En treenighed, man ikke vil være en del af

Forestillingen Mobbedreng tager udgangspunkt i alle oplevelser med mobning, hvor Kristoffer Eriknauer lægger særligt vægt på mønstrene og lighederne mellem mobberen, medmobberen og mobbeofferet; hvordan vi som mennesker ofte skifter mellem at være alle tre. De tre roller er tildelt hver deres monolog, hvor publikum bl.a. finder ud af, at mobberen og mobbeofferet faktisk har nogle ting tilfælles.  

Kristoffer Eriknauer tager i treenighedens øjemed udgangspunkt i én person, der primært mobbede ham som barn. Dengang endte den daværende 8-årige Kristoffer med at banke sin mobber, hvorefter han fik respekt på gangene – og dette selvom han egentlig havde banket en person, som havde det så skidt med sig selv, at han havde behov for at mobbe andre.

Det var IKKE et win ift. respekt, men derimod et win i at forstå situationen, påpeger Kristoffer.

Med forestillingen skaber Kristoffer et trygt rum for publikum, når han fortæller om sine egne oplevelser i en dramatiseret udgave af sit selv:

Da jeg spillede forestillingen i Aarhus, var der mange der kom hen til mig efterfølgende. Folk siger ret mange personlige ting til en, fordi de føler, at der er blevet åbnet for et trygt rum. Det er ikke pinligt at nævnte, at du er blevet behandlet dårligt eller blevet mobbet, fortæller en tydelig berørt Kristoffer, og tilføjer:

Forestillingen er også et skuespillereksperiment for at se, hvor meget jeg kan dramatisere det, så det kommer ud i alle facetter af, hvad jeg kan. Jeg vil have det hele med. Den er både et show, en helt rolig snak og kapow!

Publikum kan således forvente en forestilling, der både giver anledning til tårer, grin og ikke mindst eftertænksomhed.

En uforglemmelige performance

I sammenhæng med forestillingen Mobbedreng optræder Kristoffer Eriknauer under Copenhagen Pride på Rådhuspladsen torsdag den 18. august med sangen ”De kalder mig”, der er skrevet ud fra forestillingens temaer.

Denne performance er kulminationen af Kristoffers oplevelser, som den 8-årige dreng, der stod foran hele skolen i fjerboa, selvom han vidste, at han ville blive mobbet endnu mere efter den slags performance.

Torsdag optræder han i samme setting, blot med sin egen sang, baggrundsdansere og med et show, der siger kapow:

Det var genialt, hvis man kunne koge hele forestillingen ned til få ord. Det blev så til en sang. Forestil dig at Tessa møder nik&jay, der møder Todrik Hall og RuPaul, afslutter en meget spændt Kristoffer.

Har man ikke mulighed for at se Kristoffers optræden på Rådhuspladsen, vil publikum efter forestillingen Mobbedreng kunne høre ”De kalder mig”, imens man forlader teatersalen.

Foto: Jonathan Søderberg

Forestillingen Mobbedreng kan ses på Teater V fra fredag den 19. august til søndag den 21. august 2022.

Læs mere om forestillingen og køb billetter her

Tidligere artikelFiktion og historie mødes i koldkrigsdrama MISSILET på Odsherred Teater
Næste artikelThe Copenhagen Theatre Circle sætter Brexit i nyt lys