Nattergalen, H. C. Andersen, Teatret Møllen
FOTO: Ole Sørensen. © Steffen L. Pedersen

På Teatret Møllen er skuespiller Ole Sørensen i øjeblikket i fuld gang med at vække H. C. Andersens klassiske historie Nattergalen til live i en ny poetisk forestilling, der har premiere den 6. november. Forestillingen er primært rettet mod børn, men kan også ses af voksne.

H. C. Andersens historie om den kinesiske kejser og den smukke sangfugl blev udgivet i 1843 og er sidenhen blevet genfortalt i mange forskellige versioner. Alligevel mener Ole Sørensen, at historien med dens tematikker om det ægte kontra det uægte fortjener at blive fremført som et skuespil endnu en gang.

”Jeg tror ikke, man kan få for meget af det. Vi glemmer nogle gange i vores travle hverdag, at der altså er nogle ting, som er lidt mere værd at holde på end andre,” siger skuespilleren.

Vil vække stof til eftertanke

Teatret Møllens kommende forestilling bliver en såkaldt soloforestilling, hvor Ole Sørensen vil stå alene på scenen, og hvor han i løbet af 45 minutter vil fortælle historien om den lille og beskedne nattergal, der synger smukkere end noget andet.

”Jeg har prøvet at være alene på scenen før. Du kommer tættere på publikum, når du ikke har andre omkring dig. Så håber jeg, det kan være med til, at flere fanger pointen om, at der er en vis værdi i at passe på det, der er ægte, og at ægtheden er værd at passe på – i alle livets sammenhænge,” siger skuespilleren.

Ole Sørensen håber dermed, Nattergalen vil give publikum stof til eftertanke.

Hvis du vil opleve forestillingen, spiller den for første gang på Teatret Møllen den 6. og 7. november klokken 11.00, igen den 9. november klokken 20.00 og næste år den 19. marts klokken 11.00.

Bliv klogere på forestillingen og find din billet her.

Tidligere artikelTIL UNGDOMMEN sætter spørgsmålstegn ved, hvor man hører til
Næste artikelVendsyssel Teater præsenterer MOTIONISTERNE – en julekomedie med noget på hjerte