Prinsen af Egypten
Prinsen af Egypten © Søren Malmose

Til februar næste år får musicalen Prince of Egypt premiere på Londons West End. Det sker med kreditering til Fredericia Teater, som både var medudvikler af musicalen men også var stedet, hvor den fik sin verdenspremiere sidste forår. Teatret sætter ligeledes sit aftryk i New York, hvor rockmusicalen Lizzie rammer off-Broadway til august – i en Fredericia-udgave.

Fredericia Teaters Prinsen af Egypten genopsættes i juni på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Når musicalen lukker ned i København bliver det dog ikke med straks retur til Fredericia. Forestillingen rykker nemlig videre til Londons West End, hvor den fra starten af næste år skal opsættes i en engelsksproget udgave på The Dominion Theatre.

Fredericia Teater var i sin tid medudvikler af Prinsen af Egypten, sammen med Dreamworks, og forestillingen fik sin verdenspremiere på teatret. Opsætningen i London bliver med samme instruktør som på Fredericia Teater – amerikanske Scott Schwartz. Det er hans far, den prisbelønnede komponist Stephen Schwartz, der har sat musik til først tegnefilmudgaven og siden musicalen.

Lizzie rykker til New York

Det er ikke kun i London, at man i den kommende tid kan opleve en bid af Fredericia. Rockmusicalen Lizzie spillede første gang på Fredericia Teater tilbage i 2013 og har siden været en tur forbi London. Nu skal forestillingen sættes op på off-Broadway, som er betegnelsen for mindre teatre på Broadway, og det bliver med stærk inspiration fra Fredericia-udgaven.

Teaterchef for Fredericia Teater, Søren Møller, er naturligvis stolt over at kunne sætte et så stærkt aftryk på to internationale musicals.

“Vi er ikke med i produktionen hverken i London eller New York, men vi har været med i udviklingsprocessen, indtil forestillingerne blev sat op i Fredericia, så vores fingeraftryk er sat på begge,” siger han.

De to musicals udenlandseventyr falder ind i en overordnet ambition hos Fredericia Teater om at gøre teatrets musicals til en international eksportvare. Denne ambition bliver altså nu understøttet af to nye titler, ligesom både Aladdin og Klokkeren fra Notre Dame tidligere er blevet sendt udenlands med et stærkt Fredericia-aftryk.

Video fra verdenspremieren på Prince of Egypt i 2018 © Fredericia Teater