A Musical X-mas III Foto: Fredericia Teater.

Det er snart blevet en vaskeægte juletradition, at Fredericia Teater byder indenfor i deres julestue til hygge og skønsang. I år har de premiere på deres julekoncert A Musical X-mas III fredag den 6. december kl. 19.30 i LIP-salen. Efterfølgende spiller julekoncerten kun fem gange mere. Den sidste mulighed for at opleve julekoncerten er dermed mandag den 16. december kl. 19.30.

Juleholdet består i år af sangerne og musicalperformerne Maria Skuladottir, Mads Æbeløe, Teit Samsø og Rikke Hvidbjerg. Holdet har tidligere begejstret publikum i LIP-salen ved Fredericia Teaters koncertrække De Faste Synger med fortolkninger af Andrew Lloyd Webbers sange. Nu vil holdet i stedet give sig i kast med julesange. 

”Det bliver en lille eksklusiv omgang A Musical X-mas i år,” udtaler skuespiller Bjørg Gamst, ”vi troede egentlig, at vi måtte springe i år over, da alle på teatret er optaget af at lave både ”Tarzan” og ”Klokkeren fra Notre Dame” i efteråret, men hele teatret har forelsket sig i vores julekoncerter, så da vi så muligheden for bare at lave et par enkelte koncerter, sprang vi til”.

Teatret og ensemblets travlhed betyder dog også, at der ikke bliver mulighed for at forlænge koncertrækken, som den er blevet de tidligere år. ”Vi har simpelthen ikke flere ledige datoer i kalenderen, så hvis man vil sikre sig at se årets julekoncert, skal man nok skynde sig”, siger teaterchef Søren Møller.

Julekoncert A Musical X-mas III kan opleves fra den 6. december til den 16. december 2019.

Læs mere om julekoncerterne og bestil billetter her fra på fredag den 27. september 2019.