FOTO: Shubidua The Musical © Søren Malmose

Fredericia er klar med en helt ny sæson, der byder på to nye spændende musicalproduktioner og et dejligt gensyn med en dansk megasucces. Repertoiret i sæsonen 2019-20 byder nemlig på de tre vidt forskellige musicalproduktioner: Verdenspremieren på Lennon/McCartney-musicalen SHE LOVES YOU, repremieren på gigantsuccesen SHUBIDUA – THE MUSICAL i en version ”2.0” og verdenspremieren på den nye familiemusical A HERO’S TALE.

Først er der verdenspremiere på musicalen SHE LOVES YOU baseret på Lennon/McCartneys udødelige sangkatalog fra Beatles-årene i 1960’erne. Forestillingen skabes af hele det prisbelønnede hold bag Klokkeren fra Notre Dame og har blandt andet Maria Lucia og Emil Birk Hartmann i hovedrollerne.

SHE LOVES YOU har premiere d. 11. oktober 2019 på Fredericia Teater og spiller også i København på Det Kongelige Teater den følgende sommer.

Publikum kan også glæde sig til at se eller gense én af teatrets allerstørste succeser til dato. SHUBIDUA – THE MUSICAL2.0 får repremiere på Fredericia Teater d. 20. marts 2020 i en visuelt opdateret udgave af den anmelderroste publikumsfavorit, som fik 11 seksstjernede anmeldelser ved premieren i 2015 og efterfølgende spillede for over 180.000 mennesker i Fredericia, København og Aarhus.

Publikum kan også glæde sig til, at størstedelen af det 25-personer store ensemble fra originalproduktionen i 2015 er med igen.

Den tredje produktion i den kommende sæson bliver verdenspremieren på musicalen A HERO’S TALE. Det er et helt nyt musikalsk eventyr for hele familien – især for alle med hang til adventure, rollespil, et godt grin og den gode historie.

A HERO’S TALE er en original og fantasifuld fortælling om den unge Albert, der med en enkelt guldmønt sendes ud i verden for at bevise sit værd som købmand.

Tidligere artikelGlitter, glamour og hofteholdere: Ny burlesqueklub i København
Næste artikelBallet og basketball smelter sammen i Holstebro