De Faste Synger © Fredericia Teater

Til efteråret introducerer Fredericia Teater en række intimkoncerter i LIP-salen, som vil indeholde verdens største musicalklassikere. Hver koncert vil præsentere én enkelt komponist både med velkendte hits, samt nye tiltag som publikum aldrig har oplevet før. Koncerterne vil blive fremført af det faste skuespillerensemble på Fredericia Teater under navnet: DE FASTE SYNGER.

Musicalgenren i udvikling

”På Fredericia Teater går vi blandt andet efter at vise det danske publikum, hvor utrolig alsidig en scenekunstform musicals faktisk er. Men fordi vi kun spiller nye musicals, er der naturligvis mange komponister og sange, som vi endnu ikke har præsenteret publikum for. Med DE FASTE SYNGER vil vi præsentere både kendte såvel som helt ukendte komponisters musik til vores publikum. Det giver os også mulighed for at vise, hvordan musicalen har udviklet sig gennem tiden, og hvor forskelligartet genren faktisk er”, udtaler teaterchef Søren Møller.

Udødelige og velkendte musicalklassikere

De første tre koncerter er allerede planlagt, og publikum kan glæde sig til at opleve magiske øjeblikke fra Maria Skuladottir, Bjørg Gamst, Teit Samsø og Mads Æbeløe, når ensemblet kaster sig over tonerne fra Andrew Lloyd Webber, Rodgers & Hammerstein og selveste Sir Elton John.

”Vi glæder os til at synge nogle af de sange, som, vi ved, er absolutte favoritter hos mange danske musicalfans men også til at udfordre publikum lidt og vise dem sider af Andrew Lloyd Webber, som de måske ikke kendte til”, udtaler skuespiller Bjørg Gamst.

Den første koncert – “DE FASTE SYNGER: ANDREW LlOYD WEBBER” løber af stablen fredag den 6. september 2019 kl. 19.30. Fredag den 28. februar 2020 kl. 19.30 vil man kunne opleve klassikere fra “DE FASTE SYNGER: RODGERS & HAMMERSTEIN” sangkataloget, og endelig vil man fredag den 29. maj 2020 kl. 19.30 kunne opleve “DE FASTE SYNGER: ELTON JOHN.”

Billetsalget starter d. 9. maj, og kan købes her.