Frederiksberg Festspil
FOTO: Frederiksberg Festspil. ©Peter Christian Christensen

Fra den 13. til 18. september inviterer Frederiksberg Festspil til en række unikke arrangementer når musik, dans, litteratur og teater mødes i nye koncertformater. Her kan man se frem til at opleve kunstens formater på en helt ny måde, når genrer og aktører som bl.a. musiker Teitur, forfatter Naja Marie Aidt og symfoniorkester Copenhagen Phil mødes på Frederiksbergs scener under årets tema: TIDEN.

At åbne kunsten

Frederiksberg Festspil vender i år tilbage for tredje gang og kan opleves på udvalgte venues på Frederiksberg. Symfoniorkestre, forfattere, populærartister, digtere og dansere mødes på scenerne, hvor deres kunstarter får lov at spejle sig i hinanden, spille op mod hinanden, smelte sammen og mødes i helt nye konstellationer. Visionen bag festivalen er et ønske om at åbne kunsten og invitere et bredt og mangfoldigt publikum indenfor og dermed skubbe til grænserne for den traditionelle koncert- og kunstoplevelse.

Frederiksberg Festspils kunstneriske leder, Katrine Gislinge, fortæller om årets arrangementer:
”I år er det lykkedes os at skaffe nogle af Nordens største stjerner indenfor både litteratur og klassisk og rytmisk musik! Sammen med lovende, upcoming kunstneriske talenter vil de skabe helt unikke og nytænkende oplevelser, hvor alle kan være med. Det er min store drøm at åbne kunsten for flere. Det gør vi med Frederiksberg Festspil ved at lade de forskellige udøvende og skabende kunstgenrer mødes og spejle sig i hinanden. Vi glæder os til at se en masse – nye som velkendte – ansigter på Frederiksberg!”.

Program på sporet af tiden

Temaet for Frederiksberg Festspil 2022 er ‘tiden’. Tiden som går, tabes, mistes og fornyr sig – som cirkulær, som ekstatisk. Flere af årets arrangementer er inspireret af kulturhistoriens tidsløse mesterværker som Vivaldis ‘De 4 Årstider’, Messiaens ‘Kvartet til tidens ende’ og Marcel Prousts ‘På sporet af den tabte tid’, mens andre lader (nu)tidens tanker og tendenser udfolde sig på scenen. Alle er arrangementer, som kan opleves på steder som: Cisternerne, Landbohøjskolens Festauditorium, La Oficina og Bakkehuset.

Før den officielle åbningskoncert vil der være forskellige pop-up arrangementer rundt omkring i byens rum. Blandt andet et ”Bach maraton” med cellisten Toke Møldrup, koncerter i Kunstsalonen og danseperformances ved Lydbrøndene, der spiller optagelser fra Danmarks Underholdningsorkester.

Læs mere om Frederiksberg Festspil og køb billet her.

Tidligere artikelKulturpulsen giver friske anbefalinger til sommerens forestillinger
Næste artikelSENSOMMER CIRKUS DAGE på Byens Ø