FRIHED.SEX.LÆNGSEL © Teater Grob / Christian Geisnæs

Fra den 15. marts bliver der på Teater Grob sat spørgsmålstegn ved, om vi danskere nu også er så lykkelige, som vi alle går rundt og tror. Det sker gennem en collage af scener hos verdens lykkeligste folk i FRIHED.SEX.LÆNGSEL.

Forestilligen vil have publikum til at stille sig selv en lang række spørgsmål. Vi render rundt som små velfærdsællinger i vores lille, trygge, stabile velfærdsandedam, men findes der også et sort, grimt mørke i sindet? Er vi så frie og lykkelige, som vi ser os selv som? Eller er vi forknytte, tabte sjæle, der klamrer os til burets stål og glas? Nøjes vi? Eller fornøjes vi?

I korte portrætter af menneskers livtag med sig selv, møder vi i FRIHED.SEX.LÆNGSEL dramatiske, humoristiske og absurde billeder af liv, der kæmper med at leve. Skjulte behov, lyster og uindfriede ønsker. Under overfladen og bag høfligheden ligger menneskets usagte meninger, holdninger og tanker. Lever vi autentisk? Er vi ærlige? Kan vi sige fra, til og stop når vi vil? Lever vi livet fuldt ud?

Lars Bom, Lise Lauenblad, Camilla Lau og Morten Kjær står på scenen i FRIHED.SEX.LÆNGSEL, som spiller i perioden 15. marts – 11. april på Teater Grob på Nørrebro i København.

Mere information om forestillingen samt billetkøb kan findes her.

Teaser for forestillingen
Tidligere artikelLinde og Breinholt i ny forestilling på Aveny-T
Næste artikelKonkurrence: Vind billetter til Prinsen af Egypten