Bornholm Teater
Bornholm Teater kan med den ny aftale producere flere egenforestillinger som f.eks den succesfulde BESAT. Foto: Anders Beier.

Midt i en tid hvor teatrene landet rundt bløder på grund af Corona-krisen skinner en glædelig nyhed over solskinsøen Bornholm.

De bornholmske kommunalpolitikere har nemlig godkendt en ny egnsteateraftale for Bornholms Teater for perioden 2021-24.

Ifølge den skal Bornholms Teater producere to professionelle teaterforestillinger om året.

Hos teaterchef Jens Svane Boutrup vækker det glæde, og ro maven

”I en tid hvor hele Danmark er i knæ som følge af Covid19, og ikke mindst kulturverdenen også lider under aflysninger af forestillinger og hjemsendelse af personale, er det ekstra glædeligt, at kommunalbestyrelsen enstemmigt har fastlagt de økonomiske rammer for egnsteateret de kommende fire år, siger Jens Svane Boustrup.

“Aftalen giver ro i maven”

”Det giver ro i maven. Det gør det muligt at fortsætte arbejdet med at manifestere teatrets position som en af grundpillerne i det bornholmske kulturliv med en klar lokalhistorisk og kvalitetsbåren kulturel profil”, Siger Boustrup.

Bornholm Teater
Forestillingen BESAT bliver til august fulgt op af egenproduktionen FISK på Bornholm Teater. Foto: Anders Beier.

“Samtidigt giver det også mulighed for at eksperimentere med nye forestillingsformer, og det glæder vi os meget til at præsentere i den kommende periode. Vi har en stor ambition om at nå ud til endnu flere på øen, og om at spille en afgørende rolle i samfunds- og kulturlivet på Bornholm med stærke sceniske fortællinger”.

Ifølge aftalen skal teatrets faglige og kunstneriske niveau leve op til det generelle niveau hos landets øvrige egnsteatre. Teatret skal medvirke til skærpelse af den kulturelle profil i regionskommunen med afsæt i Bornholms særlige forudsætninger og behov.

Aftalen, der blev vedtaget enstemmigt, betyder, at Bornholms Regionskommune årligt de kommende fire år betaler mellem ca. 4,1 og 4,4 mio. kr. til Bornholms Teater. Heraf bliver ca. 35% refunderet af tilskud fra Slots- og Kulturstyrelsen. Aftalen afventer nu endelig godkendelse i Slots- og Kulturstyrelsen.

Bornholms Teaters næste produktion er musikforestillingen FISK, der er anden del af Bornholmerkrøniken. Den får premiere den 22. august, forudsat, naturligvis at den nuværende Covid19-krise er under kontrol.