Oplev bl.a. Sigurd Barrett til gratis sommersjov på Randers Teater. Foto: Martin Gundesen, Randers Teater.

Den 8. august inviterer Randers Teater til gratis Sommersjov. En dag fyldt med sang, musik, teater, og trylleri.

Sommersjov er for hele familien og foregår udendørs på amfiscenen ved siden af Randers Teater, hvor der er plads til et begrænset antal publikum.

Sigurd Barrett-koncert i selskab med Randers Teaters Kor 

Dagens program byder på koncert med entertainer, musiker og komponist Sigurd Barrett som vil spille og synge flere af sine hits. Han vil blive bakket op Randers Teaters eget kor, som han har sunget sammen med ved flere tidligere lejligheder. Koret var også med på Sigurds juleturné i 2019.

Komik og klovneri med Tonny Trifolikum

Tonny Trifolikum lægger også vejen forbi sommersjov og Randers Teater. Tonny har igennem tre årtier fået publikum til at grine med sin skæve tankegang og talent for komik. Han har turneret Danmark rundt med sin børne- og familieunderholdning og er kendt for at lægge ansigtet i finurlige folder – også med syv tomater i munden.

Interaktivt teater med Paolo Nani 

Den mimiske klovn Paolo Nani bringer sin visuelle komedie JEKYLL ON ICE! til Randers. Forestillingen skildrer med varme og humor forsøget på at skabe balance mellem at være tro mod sig selv og blive elsket for den, man er. Det er interaktivt teater i byrummet kombineret med visuel poesi, fysiske gags og enorme balloner fra klovnens univers.

Trylleri med Steen Pegani

Der bliver også tid til trylleri med Steen Pagani til sommersjov i Randers. Tryllekunstneren og entertaineren vil sørge for et nærværende show med en hel række hvordan-pokker-kan-det-her-lade-sig-gøre øjeblikke.

Katrine Bille og Band

Katrine Bille, kendt fra Ramasjang programmerne Luk op Luk i og Lille Nørd, vil give koncert med sit band. Man kan glæde sig til at høre sangene fra de populære tv-programmer og fra Katrines to soloalbummer. Katrines andet soloalbum er skrevet da hun i 2016 og 2017 rejste jorden rundet. Så der er sange med inspiration fra hele verden.

Bodyguards i byrummet

Sidst men ikke mindst vil de fire bodyguards fra Teatret Beagle passe cool og kærligt på alle, uanset køn eller status. Det er komisk, absurd og dansant gadeteater, der hylder individet i fællesskabet og kroppen i byrummet.

Gratis Sommersjov på Randers Teater er en del af sommersjov i Randers Kommune, der er økonomisk støttet af en pulje fra Social- og indenrigsministeriet. Formålet med puljen er at skabe gode sommeraktiviteter for børn og unge mellem 6 og 17 år.

Gratis sommersjovRanders Teater kan opleves den 8. august.

Læs mere her.