operakoncert
Fotograf Kåre Viemose for Den Jyske Opera.

Den Jyske Opera og Aarhus Symfoniorkester inviterer til den første store udendørs operakoncert i 2021: Opera i Parken i Skanseparken, Aarhus C.

Operakoncert for alle

Opera i Parken er for gæster i alle aldre, som er nysgerrige på, hvad opera er for en størrelse, og for faste operagængere, som kan glæde sig til at høre flere operaperler og få en smagsprøve på en ukendt operaskat. Skanseparken lives op af storslået musik, når Aarhus Symfoniorkester sammen med hele Den Jyske Operas Kor og en række solister fra den kommende sæson indtager scenen og møder publikum under åben himmel.

Musikken opleves anderledes i det fri

“Når opera og klassisk musik flyttes ud af de vante rammer i konventionelle teater- og koncertsale, skabes der mulighed for at opleve musikken på en ny måde. Vi glæder os til at møde publikum til et af årets første og største koncerter under åben himmel,” siger operachef Philipp Kochheim, Den Jyske Opera.

Aarhus Symfoniorkester ser også frem til koncerten.
“Vi er glade for at kunne annoncere Opera i Parken for tredje gang. Vi værdsætter vores mangeårige samarbejde med Den Jyske Opera og glæder os over igen at kunne møde byens borgere til en stor udendørs operakoncert,” siger Musikchef Jesper Nordin, Aarhus Symfoniorkester.

Musikalsk liv til Skanseparken

Konferencier Stine Rosengren, kendt som radiovært og operasanger, leder publikum igennem dagens program. Flere operakunstnere kan opleves, når hele Aarhus Symfoniorkester sammen med Den Jyske Operas Kor og nationale og internationale solister fra den kommende sæson giver musikalsk liv til Skanseparken. Publikum kan se frem til at høre uddrag fra kendte klassikere som Carmen og La Bohème og en mere ukendt operaskat som Fête galante, der i år skulle være opført for første gang i 60 år, men blev aflyst i starten af 2021 pga. corona. Ud over komponister som Bizet, Puccini og Schierbeck kan uddrag fra værker af Mozart, Verdi, Strauss og andre opleves.
Koncertprogrammet kan ses cirka en uge inden koncerten på hjemmesiden.

Opera i Parken er skabt i et samarbejde mellem Den Jyske Opera og Aarhus Symfoniorkester med støtte fra Jyllands-Postens Fond, Fedora, 15. juni Fonden, Salling Fondene, Aarhus Kommune og med hjælp fra frivillige ReThinkers.

Læs mere om koncerten og book billet her.