Grønnegårds Teatret aflyser sommerens forestilling

Grønnegårdsteatret
Grønnegårds Teatret vil stå tomt henover sommeren. Foto: Kristian Sehrt Bentsen.

Trods den forestående mulighed for genåbning af teatrene i Danmark, er Grønnegårds Teatret i København nødsaget til at aflyse sommerens forestilling. Teatret kan ikke overleve, når der kun kan spilles for et begrænset antal publikummer.

”Det er med tungt hjerte og stor beklagelse, at vi må skuffe alle vore trofaste publikummer, for vi havde i den grad glædet os
til at byde alle velkommen til sommerens store forestilling, siger teaterchefen Steen Stig Lommer.

Han havde glædet sig til at slå dørene op og spille Designmuseum Danmarks Have i København. Men med restriktioner på publikumsantallet er der ikke rentabel økonomi i at spille sommerens forestilling, Holbergs ”Jean de France”. Den var planlagt i spilleperioden 25.juni – 22.august 2020.

Med de gældende retningslinjer for forsamlinger og afstandskrav er det ikke muligt at kunne åbne for det antal publikummer
i Designmuseum Danmarks have, som er påkrævet, for at teatrets fortsatte eksistens kan sikres.

Stig Lommer: “Vi søger hjælpepakken og vender tilbage”

Teaterchef Steen Stig Lommer og Grønnegårds Teatrets bestyrelse søger istedet hjælpepakke som kompensation for en del af teatrets omkostninger ved ikke at kunne spille denne sommer.

Steen Stig Lommer udtaler:

”Vi har i de forløbne uger afsøgt alle muligheder for at kunne gennemføre ”Jean de France” indenfor de retningslinjer, der er gældende for forsamlinger og afstande. Desværre har dette ikke vist sig muligt.

”Årsagen til, at vi ikke har aflyst tidligere er, at teatret hidtil ikke har være omfattet af de eksisterende hjælpepakker. Det er vi imidlertid nu, takket være kulturministerens og de kulturpolitiske ordføreres arbejde i de forløbne dage”, siger Lommer.

“At vi nu er omfattet af en hjælpepakke, giver os håb om, at teatret vil overleve krisen og vende stærkt tilbage i Designmuseum Danmarks have i sommeren 2021.
Vi beklager over for alle de publikummer, som aflysningen i år berører.”, siger Grønnegård Teatrets chef.

Previous articleSe Pernille Rosendahl optræde live fra Aarhus
Next articleTeater V går i luften med digitalt drama