Grows reading festival GEVÆKSTER. Foto: Teater Grob.

Den 4. og 5. december inviterer Grow til readingfestivalen GEVÆKSTERTeater Grob.

Til GEVÆKSTER kan du opleve uddrag af syv spritnye tekster fra unge dramatikertalenter. Festivalen byder på to dage med readings af i alt syv stykker. Teksterne er skrevet af Grow, og derefter lagt i hænderne på nogle kyndige og nøje udvalgte dramaturger, instruktører og skuespillere.

Readingformatet er en unik mulighed for at kigge ind og være en del af maskinrummet hos dramatikerne. Materialet er råt og uslebet, og det er altid en ganske særlig oplevelse, når en tekst for allerførste gang rammer et publikum.

Den 4. december byder på fire readings: P53, ALTANKASSEPROJEKTETFIKTIVE ENHEDER og SORTE HULLER. Den 5. december kan man opleve 3. readings: SØD//BLØD, TISVILDE ER DET NYE SKAGEN og ET BØSSEDRAMA. Hver reading varer ca. 20-30 min.

Det nye GROW

I sommeren 2019 overgik Grows ledelse til syv dramatikerspirer, efter et Open Call og udvælgelse af det kunstneriske råd bestående af dramatiker Anna Skov, skuespiller Wahid Sui og forfatter Ursula Scavenius.

GROW består af Johanne Cathrine Haugen Østervang (har skrevet stykket FIKTIVE ENHEDER), Kasper Bisgaard (har skrevet stykket ET BØSSEDRAMA), Zakiya Ajmi (har skrevet stykket SØD // BLØD), Nouha Nathalie Albrecht (har skrevet stykket TISVILDE ER DET NYE SKAGEN), Josephine Gjølby Melgaard (har skrevet stykket P53), Ursula Raasted (har skrevet stykket SORTE HULLER) og Octavia Emilie Bormann (har skrevet stykket ALTANKASSE-PROJEKTET).

FIKTIVE ENHEDER – af Johanne Cathrine Haugen Østervang

Hvor mange ansigter har Systemet og kan en e-mailkonto tale og tænke?
På Jobcenter Valby – et sted der er blevet hovedsæde for alle forvaltninger indenfor socialområdet – synes virkeligheden at smuldre for borgerne. Mon socialrådgiverne i virkeligheden er dukker, bliver lægefaglige vurderinger lavet af faktiske læger og hvordan beviser man at et barn ikke findes, når det står i Systemet at det gør?

FIKTIVE ENHEDER er en absurd socialrealistisk sci-fi om vor tids bekymringer om overvågning og menneskefjendske systemer. Er svaret blot at vi skal finde os et arbejde?

ET BØSSEDRAMA – af Kasper Bisgaard
En tragikomedie om det homoseksuelle-heteronormative liv.

Deniz lever et lykkeligt liv med Lukas, men når vennerne Christine og Martin kommer over til brunch og præsenterer Deniz for muligheden for at blive deres sæddonor, må han forholde sig til sit inderlige ønske om at blive far.

Men hvordan har Lukas det egentligt med det? Og hvad sker der, når Deniz’ familie bliver indblandet i konflikten?

Vinen er åbnet og maden er tyvstjålet. Vær med til en parbrunch, som du sent vil glemme.

SØD // BLØD – af Zakiya Ajmi
En gyser-komedie fra en slikbutik

Ali arbejder i sin helt egen slikbutik, der desværre er ved at gå nedenom og hjem. Alis lillesøster, Noura, har brug for et gemmested mens politiet leder efter hendes forsvundne kæreste. Da der aldrig kommer nogen kunder i butikken, gemmer hun sig dér. Men lige dén dag kommer der faktisk nogen – Fødevarestyrelsen. De konstaterer hurtigt, at det ikke lige bliver nogen elitesmiley i denne omgang. Fødevarestyrelsen mistænker skadedyr, men det viser sig, at der gemmer sig meget værre ting end rotter i baglokalet hos Expressslik.

TISVILDE ER DET NYE SKAGEN – af Nouha Nathalie Albrecht

Nadia og hendes tre veninder fra Rungsted tager hvert år til Skagen i uge 29, men hendes tjekkede kollegaer siger, at Skagen er for nyrige idioter. Måske er det derfor, veninderne er lunkne på turen i år? Måske kan en ny destination redde venskaberne?

Nadia beslutter sig for, at Tisvilde er det nye Skagen, men hun opdager, at en god ferie ikke er nok til at oplyse det mørke, som hun og veninderne er omsluttet af.

TISVILDE ER DET NYE SKAGEN er et moderne kammerspil om ensomhed og omsorgssvigt blandt den højere middelklasse.

P53 – af Josephine Gjølby Melgaard

et menneskes forsøg på at sulte sig selv,
sin angst eller længsel,
sit noget,
ihjel

”Det er virkelig ret simpelt. Jeg vil have at du tager dit reb, og jeg vil have at du er effektiv. Jeg vil have at du binder mig effektivt fast til stolen med dit reb på din effektive måde, så jeg ikke kan bevæge mig, og så vil jeg have at du pakker dine ting, Jonas. Og så vil jeg have at du går”.

SORTE HULLER – af Ursula Raasted

I grænselandet mellem søvn og vågen tilstand mødes tre ensomme mennesker i en undersøgelse af den udefinerbare tomhed de er fyldt op af. Gennem tekst, musik og lydlandskaber udforsker de mødet mellem det hverdagsagtige og spektakulære.

Sorte Huller er en lyd- og tekstkomposition der stiller skarpt på hvordan vi sommetider kan miste forbindelsen til hinanden og os selv. Den handler om at føle sig lille og alene i en storby. Om de ting der forsvandt i mørket og de ting vi har glemt at vi har glemt.

ALTANKASSE-PROJEKTET – af Octavia Emilie Bormann

Dette er en undersøgelse af intimitetssfære og ensomhed på 6 kvadratmeter.

Holdet bag og på scenen

Udover de syv forskellige dramatikere, som har skrevet stykkerne, hjælper en række dramaturger og instruktører også med til at skabe disse readings på GEVÆKSTER. Dramaturgerne bag er Barbara Rousset, Johanne Engel Aaen, Anna Ellen Bruun Sønderup, Stine Teglgaard, Anna Skanborg og Kaia Fransiska Frostmann Lundenes.

Instruktørerne som har iscenesat dramatikernes og dramaturgernes ord er Tamara Rugaard Mathiesen, Emil Rostrup, Anastasia Nørlund, Mette Søndergaard og Jesper Pedersen.

På scenen til at fremføre de spritnye tekster, kan man opleve skuespiller Ellaha Lack, Wahid Sui, Nicklas Lundstrøm, Maria Cordsen, Mathilde Eusebius, Michael Brostrup, Andreas Dissing, Shahbaz Sarwar, Kristian Grumme, Niels Dampe, Salle Sallée, Louise Bonde, Zawi Emilia Gnahore, Heidi Cathrine Nielsen, Nouha Nathalie Albrecht, Luise Skov og Marta Holm.

Grows readingfestival GEVÆKSTER kan opleves den 4. og 5. decemberTeater Grob.

Læs mere om festivalen og køb billet her.