Guide: Hvad skal du og dine børn opleve i julen?

Pagten
På Aarhus Teater kan man opleve DR's populære julekalender Pagten. Foto: Emilia Therese

Julen står for døren, og på landets teatre skabes der julestemning og hygge med masser af juleforestillinger. Her ser vi nærmere på nogle af de mange gode tilbud, der er til både børn og deres forældre i hele december.

Populær julekalender på Aarhus Teater

På Aarhus Teater inviteres hele familien til en forheksende og magisk juleforestilling om venskab i Pagten. Forestillingen bygger på DR’s meget populære julekalender fra 2009, og nu kan det medrivende eventyr for første gang opleves på teater. Pagten anbefales til alle eventyrelskere fra 6 år og op.

Pagten kan opleves på Aarhus Teater frem til den 21. december.

Læs mere om forestillingen her.

Pagten
Pagten kan opleves på Aarhus Teater. Foto: Emilia Therese

Klassisk julehistorie med et magisk twist på Randers Egnsteater

Sigurd Barrett står bag årets julemusicaloplevelse, når Juleevangeliet – The Musical får premiere d. 29. november på Randers Egnsteater. Her fortælles den klassiske gamle julehistorie om Josef og Maria på ny og magisk vis og på bedste Sigurd Barrett-manér med en god portion humor, musik og referencer til verden anno 2019. Man vil både møde kameler, der kan synge, et æsel, der kan snakke, og en kromutter, der er vild med hiphop. Forestillingen anbefales for alle børn fra 5 år og opefter.

Juleevangeliet – The Musical kan opleves på Randers Egnsteater fra den 28. november til den 20. december.

Læs mere om forestillingen her.

Nisserier på Teatret Zeppelin

I december byder Teatret Zeppelin på hele to juleforestillinger for de mindste.

Teatret fyldes med nissetryllerier og julestemning, når alle inviteres til forestillingen EN RIGTIG NISSE. Her møder publikum Fru Nielsen, som aldrig holder jul, men som opdager hvor dejlig julen kan være, når en rigtig nisse flytter ind på loftet. Forestillingen egner sig til børn i alderen 3-8 år.

Efterfølgende spiller gæsteforestillingen DEN STORE NISSEPRØVE – en sjov, interaktiv og hyggelig juleforestilling proppet med julesange. Det er en rigtig opvarmer til julen og er for børn mellem 4 og 10 år og deres forældre.

Teatret Zeppelins opsætning af EN RIGTIG NISSE kan opleves fra den 4. til den 7. december, mens DEN STORE NISSEPRØVE kan opleves fra den 9. til den 15. december.

Læs mere om forestillingerne her.

Charles Dickens på Nørrebro Teater

Nørrebro Teater inviterer hele familien til en af Charles Dickens’ mest elskede klassikere ET JULEEVENTYR – nu i en ny fortryllende version med Mette Horn i den altoverskyggende hovedrolle som Scrooge. En magisk, morsom og rørende historie om fællesskab og kærlighed, og om at det aldrig er for sent at blive et godt menneske. Forestillingen egner sig til børn fra 7 år og op.

ET JULEEVENTYR spiller på Nørrebro Teater fra den 29. november til den 4. januar.

Læs mere om forestillingen her.

ET JULEEVENTYR
Nørrebro Teater forvandles til Charles Dickens juleklassiker i ET JULEEVENTYR. Foto: PR Foto.

Humoristisk juleklassiker på Bora Bora

Den elskede juleklassiker THE NUTCRACKER bliver udsat for humoristisk popmusik af det multinationale indiepopband John the Houseband, som blander performance og musik, når Bora Bora for første gang præsenterer en juleforestilling. Og nødden er kommet i centrum – i en tre meter stort oppustelig udgave. Så glem den oprindelige ballerina og rottekongen og tag på en tur til en galakse langt langt væk, når et rumfartøj lander på planeten Nutcracker. Forestillingen egner sig fra 8 år og op.

THE NUTCRACKER kan opleves på Bora Bora den 11. og den 12. december.

Læs mere om forestillingen her.

Magisk musikforestilling på Odense Teater

Årets juleforestilling på Odense Teater er SNEFALD – en poetisk og magisk musikforestilling for hele familien baseret på den anmelderroste norske TV-julekalender Snøfall fra 2017. Det er et musikalsk og hjertevarmt juleeventyr om at finde sig selv og føle sig hjemme, hvor man er. Vi møder bl.a. julemanden Julius som holder styr på alle børns juleønsker i det magiske rige Snefald. Den niårige, men ikke helt almindelige pige Selma bliver på magisk vis ført til Julius’ rige, hvor onde kræfter forsøger at overtage magten. Forestillingen anbefales til alle juleelskere og børn fra ca. 6 år.

SNEFALD kan opleves på Odense Teater frem til den 23. december.

Læs mere om forestillingen her.

Snefald
På Odense Teater kan man opleve Snefald. Foto: Emilia Therese.

Interaktiv julevandring på Teater ZeBU

I december åbner Teater ZeBU dørene til en anderledes juleoplevelse. 24 Hemmeligheder er en interaktiv julevandring bestående af 24 ’låger’ skabt af mere end 30 kunstnere, hvor man kan bevæge sig rundt mellem 24 rum, der alle gemmer på en julehemmelighed. Forestillingen henvender sig til alle aldre.

24 Hemmeligheder kan opleves på Teater ZeBU fra den 1. til den 21. december.

Læs mere om forestillingen her.

Juletrolderier på Himmerlands Teater

Julen er aflyst! På Himmerlands Teater har trolden fortroldet nisserne på nisseværkstedet, så de ikke gider at lave julegaver. Så nu må nissemor og nissepigen Kanelia ud på en lang rejse for at finde juletroldelatteren i grinebiderbutikken, så julen kan vende tilbage. Juletrolderier er en hyggelige nisseforestilling fyldt med rim og remser. Forestillingen anbefales til børn i alderen 3-7 år.

Juletrolderier spiller på Himmerlands Teater frem til den 29. november.

Læs mere om forestillingen her.

En musikalsk totaloplevelse på Teatret Fair Play

Igen i år inviterer Teatret Fair Play indenfor i Restaurant Fair Play de Luxe til DEN STORE JULEMIDDAG – en musikalsk totaloplevelse for hele familien. Der er ikke sparet på noget, og butleren Hr. Larsen gør sig ekstra umage for at skabe en fin og eksklusiv middag med masser af underholdning. Forestillingen afsluttes med risengrød til alle. DEN STORE JULEMIDDAG er for alle børn fra 3 år.

DEN STORE JULEMIDDAG spiller på Teatret Fair Play fra den 30. november til den 21. december.

Læs mere om forestillingen her.

Den store julemiddag
Den Store Julemiddag kan opleves på Teatret Fair Play. Foto: PR Foto.

Rænkespil, romantik og nissedrillerier på Det Lille Teater i Aalborg

Morskabs-Theatret har skabt en herlig julehistorie, der oser af julestemning på den sjove måde med rænkespil, romantik og dejlige nissedrillerier i Jul på Slottet. Den er baseret på DR’s klassiske julekalender fra 1986, og historien om kongen, prinsesse Miamaja og jægeren Valentin kan nu opleves i en liveversion på Det Lille Teater i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Jul på Slottet kan opleves på Det Lille Teater i Aalborg Kongres & Kultur Center frem til den 12. december.

Læs mere om forestillingen her.

Tågetuller og tottentuer i Riddersalen

I Riddersalen på Frederiksberg opføres juleforestillingen De Underjordiske for 25. gang. Forestillingen er skrevet som én stor kærlighedserklæring til Moder Jord med afsæt i gamle traditioner, ritualer og varsler. Her møder publikum tågetuller, tottentuer, nisser, en lygtemand, en vandmoder, en gemmekone og alle mulige væsener og dyr. Forestillingen anbefales til alle børn fra 6 år.

De Underjordiske spiller i Riddersalen frem til den 22. december.

Læs mere om forestillingen her.

De underjordiske
For allersidste gang spiller DE UNDERJORDISKE i Riddersalen. Foto: Dennis Westerberg.
Previous articleMungo Park Kolding skifter navn til TeaterTID i 2020
Next articleKøbenhavns byrum fyldes med sang og musik med julemusicalen SANTA SINGS