Guide: Hvad skal du opleve i påsken

Karlson på taget, Aalborg Teater, Astrid Lindgren, klassiker, børnekarakter
FOTO: Karlsson på taget ©Lars Horn/Baghuset

Påsken står for døren, og med den er der rig mulighed for at gå i teatret. Derfor har vi lavet en guide til, hvad man kan opleve på de skrå brædder rundt omkring i landet henover påsken – og der er noget for alle aldre og smag.

For børn

Teateropsætningen af Astrid Lindgrens elskede klassiker Karlsson på taget kan opleves på Aalborg Teater. På fjerde sal i en ejendom kommer Karlsson en dag flyvende ind gennem vinduet på Lillebrors værelse. Karlsson flyver rundt i familiens lejlighed og lyver, praler og ødelægger ting. Lillebror får skylden for alt det, der sker, og ingen tror ham, når han fortæller om Karlsson. Karlsson på taget anbefales til børn fra 5 år, og du kan læse mere og finde billetter her.

Palmesøndag inviterer Den Fynske Opera på gratis operacafé, hvor fokus er på børn fra 3-års alderen. Her vil de tre sangere Emma Oemann, Tessa Kiilsholm og Malena Rønnow Hausmann lave en lille opera over den velkendte historie om Tante Grøn, Tante Brun og Tante Lilla. Børnene inviteres til at deltage aktivt, og du kan læse mere her.

Teater Hund & Co. har i påsken en forestilling for de 3-8 årige (og deres voksne). Hvem bestemmer? er et legende og undersøgende udstyrsstykke, hvor visuelle billeder smelter sammen med fysik og musik og skaber en fortælling om et venskab, der spirer på trods af forskelligheder. Læs mere og find billetter her.

Limfjordteatrets roste familieforestilling MorfarMORFARmorfar kan opleves på Anemone Teatret i København. Her er tre forskellige morfædre i centrum for handlingen. Der er ham, der fortæller røverhistorier og bygger hule i haven. Der er den helt almindelige, elskelige morfar, der gør lidt underlige ting. Og så er der ham, familien ikke snakker om – og så alligevel. Forestillingen henvender sig til børn i alderen 8-13 år. Du kan læs mere og finde billetter her.

West Side Story, musical, Aarhus Teater, påske, guide
FOTO: West Side Story ©Emilia Therese
Musicals

West Side Story er dette års store musical på Aarhus Teater. Musicalen havde sin urpremiere på Broadway i 1957 og er en af de helt store klassikere inden for sin genre. Handlingen centrerer sig om to rivaliserende ungdomsbander i gaderne i New York. Her møder vi Tony og Maria, der elsker hinanden på tværs af etnicitet og ondt blod – en kærlighed, der får fatale konsekvenser. Læs mere og find billetter her.

I påsken kan du også opleve musicalen Midt om natten i Tivolis Koncertsal, der er baseret på den danske film af samme navn. Opsætningen har fået føjet nye dimensioner til handlingen, hvor publikum får et bud på, hvad der videre skete med Benny, Arnold, Susan Himmelblå og alle de andre i tiden efter livet på Haveje. Få et kig bag produktionen her og find billetter via Tivolis hjemmeside.

Den anmelderroste musical The Book of Mormon med Silas Holst i hovedrollen spiller stadig på Det Ny Teater. Her følger vi to unge missionærer fra Salt Lake City, der sendes til en fjern landsby i Uganda. De tror, deres destination er som i Disneys ‘Løvernes Konge’, men må snart konstatere, at Disney har taget sig visse kunstneriske friheder i skildringen af livet i Afrika. Politiken kvitterede med ♥♥♥♥♥♥ til den satiriske forestilling, og du kan læse mere og finde billetter her.

 

Underkastelse, Betty Nansen Teatret, monolog, fremtidsdystopi, Lars Brygmann
FOTO: Lars Brygmann i ‘Underkastelse’ ©Karoline Lieberkind
Teater

I påsken har du også mulighed for at opleve Lars Brygmann fremføre en fremtidsdystopisk monolog i Betty Nansen Teatrets Underkastelse. Forestillingen er baseret på Michel Houllebecqs kontroversielle roman, der foregår i Paris år 2022. Her vendes litteraturprofessoren François’ liv og resten af samfundet på hovedet, da Frankrigs første muslimske præsident indfører en mild udgave af sharia. Du kan læse mere og finde billetter her.

På Teatret ved Sorte Hest kan du opleve Marienborg – Nej tak! Forestillingen handler om en ung kvinde, der flytter ind i en lejlighed, hvor parret Ingrid og Anker Jørgensen tidligere har boet. Ud af det blå blandes virkelighed og fantasi, som om tilstedeværelsen af Anker og Ingrids drømme sidder i væggene og vil hende noget. Du kan læse mere og finde billetter her.

Teater Republique er aktuel med teaterstykket Jeanne D’Arc, der har Danica Curcic i hovedrollen. Historien om den stålsatte, kvindelige hærfører er blevet en ikonisk myte, da hun som blot 19-årig blev brændt på bålet for kætteri og for at have båret mandsdragt. Stykket har allerede modtaget flotte anmeldelser, og du kan læse mere og købe billetter her.

Teateropsætningen af Lars Noréns moderne klassiker Dæmoner fra 1984 kan opleves på Mungo Park Kolding. Fortællingen rummer en politisk, samfundskritisk vinkel på parforholdets krise. Det klassiske monogame forhold har muligvis fået svære betingelser, fordi det ikke længere er attraktivt i et samfund, hvor der kun er plads til individet og dets materielle behov. Læs mere og find billetter her.

Efter udsolgte sale på Aarhus Teater kommer Christian Lollikes anmelderroste Hospitalet nu til teatret Sort/Hvid i København. Forestillingen viser, hvordan pressede situationer får hospitals-personalet til at opføre sig absurd: Læger serverer dødsbeskeder, som talte de om aftensmaden, sygeplejersker giver patienterne Stesolid for at kunne nå deres arbejde, og portørerne henter patienter, der ikke skal hentes. Læs mere og find billetter her.

Påske-special

Skærtorsdag inviterer Odsherred Teater til påskeopera med brunch. Dette er anden version af deres populære operabrunch, hvor sopranerne Camilla Button og Annemette Pødenphandt bevæger sig igennem sopran-repertoiret, mens publikum nyder godt af en lækker påskebrunch. Denne gang med arier og duetter fra bl.a. Händels ‘Rinaldo’, Mozarts ‘Tryllefløjten’ og ‘Cosi fan tutte’, Puccinis ‘La Rondine’ og Bernsteins ‘Candide’. Læs mere og køb billetter her.

Previous articleNy komedie stiller skarpt på cykelsporten
Next article‘Frozen’ har fået premiere med både ris og ros fra anmelderne