Guide til årets juleforestillinger

Nøddeknækkeren. Foto: Henrik Stenberg

Selvom der stadig er 13 dage til, at kalenderen siger december, er der allerede fuld tryk på julens forestillinger i hele landet. Julen skydes nemlig rigtig i gang med en juleforestilling eller to. Lige meget om du er til musicals, klassikere eller noget til de mindste, så er der sikkert også noget, der passer til dig. Vi har ledt land og rige rundt, og du får derfor her en guide, der går fra Gedser til Skagen over årets juleforestillinger 2022.

Rasmus Botoft. Foto: Pressefoto

Tivoli Juleshow, Tivolis Koncertsal

Der er nærmest julestemnings-garanti, når Rasmus Botoft byder på et overflødighedshorn af jul, musik, dans og underholdning til Tivoli Juleshow d. 7. december. Akkompagneret af Tivolis Big Band, synger Sanne Salomonsen og Peter Sommer julen inde, mens både ballettrin, violinspil og moderne cirkus bidrager til underholdningen i Tivolis Koncertsal.

Der er altså lagt i ovnen til en aften med hygge, latter, sang og forbløffelse. Og hvis man mangler det sidste skud julehygge, kan man nyde Tivolis have, der er pyntet flot til jul.

Oplev Tivoli Juleshow d. 7. december i Tivolis Koncertsal. Læs mere her.

Teaterkoncerten Last Christmas Foto: Lars Wahl

Teaterkoncert Last Christmas, Odsherred Teater

Årets juleforestilling på Odsherred Teater er teaterkoncerten Last Christmas, hvor julen hyldes. Teaterkoncerten foregår i en magisk juletræsplantage, hvor du møder mennesker, der hver især bakser med julen og de modsætningsfyldte følelser, der til tider er forbundet med den.

Martin Ullitsdahls alias Prins Nitram står for den kreative indpakning, når alle julens smukkeste, sjoveste og bedte hits bliver spillet. Glæd dig til at høre alt fra Paul McCartneys ”Wonderful Christmastime”, der synges af mekaniske nisser i Magasin, til Whams ”Last Christmas”.

Teaterkoncerten spiller på Odsherred Teater d. 23. november-17. december. Læs mere her.

AND I SIGTE – på besøg fra Nyhavn, Café Liva

Café Liva gæster bl.a. Vestsjællands Teaterkreds med deres stykke julecabaret AND I SIGTE – på besøg fra Nyhavn. Forestillingen skal nok frembringe grin hos publikum, når dagsaktuel politisk satire blandes med en udstilling af danskernes dumheder og alt hvad der følger. Og så sættes det selvfølgelig i en julekontekst, hvor man ikke orker familiesamværet, ikke har råd til at være så gavmild, som man ønsker og spiser sig alt for mæt i en diæt man ikke kan tåle.

Oplev Café Livas julecabaret på Slagelse Teater d. 3. december. Læs mere her.

Foto: Henrik Stenberg

Nøddeknækkeren, Det Kongelige Teater

Traditionen tro vender balletten Nøddeknækkeren tilbage på Det Kongelige Teater med masser af piruetter og vinterfortryllelse, når marcipan, polkastænger, chokolade, kaffe og te udholder sig på scenen til Tjajkovskijs bedårende musik, der også tryller blomster, snefnug og dugdråber levende.

Nøddeknækkeren handler om pigen Marie, som juleaften får den mest fantastiske nøddeknækker i julegave. Ved midnat tager den hende med på en magisk rejse til det vidunderlige slaraffenland, hvor også sukkerfeen bor.

Nøddeknækkeren spiller på Gamle Scene d. 26. november-21. december og i Musikhuset Aarhus d. 29.-30. december. Læs mere her.

God jul, Cirkeline, Teater Next

Tag de 3-9 årige med i teateret og oplev Cirkeline, Frederik og Ingolf i juleforestillingen God jul, Cirkeline. Forestillingen handler om hvordan Cirkeline og hendes musevenner kaster sig ud i julens forberedelser, hvor gaverne pakkes ind, der flettes julehjerter og der er plads til leg og sang. De tre venner skal i skoven og fælde juletræet. På deres tur møder de finurlige figurer bl.a. snemusen Knud med den røde tud.

Stilen i denne forestilling er, som vi kender den fra tegnefilmene, fyldt med sprudlende humor, og ledsaget af Hans-Henrik Leys dejlige og iørefaldende musik.

Oplev forestillingen flere steder i landet hele julen. Læs mere her.

Katrine Bille. Foto: Pressefoto

Jul med Katrine Bille Band

Den 17. december bliver der for alvor skruet op for julestemningen i Musikteatret Holstebro, når vært på Ramasjang og sanger Katrine Bille med band spiller nye såvel som gamle julesange. Katrine Bille er kendt fra DRs børneunivers Ramasjang, hvor hun har medvirket i programmer som Lille Nørd og Luk op, luk i.

Forestillingen spiller bl.a. på Musikteatret Holstebro d. 17. december. Læs mere her.

Jul i Gammelby, Morskabs-Theatret

I Aalborg inviteres publikum til en juleoplevelse med en (gen)fortolkning af den velkendte historie om nisserne fra Gammelby. Jul i Gammelby blev første gang vist som julekalender på DR tilbage i 1979, og handler om en købmand i Gammelby, der er ved at gå til af bekymring over, at hans fragtskib ikke er kommet i havn. Og sker det ikke, vil han ikke holde julefest. Det vil til gengæld julenisserne, der bor på loftet i købmandsgården. De finder derfor på forskellige drillerier sammen med købmandens børn, Mads og Mette, som kan overbevise ham om, at julen ikke skal aflyses. 

Tag hele familien med i Det Lille Teater, hvor forestillingen spiller d. 26. november-17. december. Læs mere her.

Foto: Martin Gundesen

Juleevangeliet the musical – Randers Teater

Randers Teater spillede første gang Juleevangeliet the musical i 2019, hvor de slog alle publikumsrekorder.  Nu kan du igen komme med en tur tilbage til dengang, Kejser Augustus beordrede folketælling, og et ungt par tog ud på en lang og hård tur fra Nazaret til Betlehem. 

Det kommer ikke til at gå stille af sig. For kamelerne kan synge, æslet kan snakke, ørkenrøverne har det varmt, og skatteopkræverne er grådige og tørstige. Der er også en kromutter med hip hop i blodet, og vismændene og hyrderne skændes om, hvem der kom først.

Oplev den julede musical i Randers Arena d. 26. november-17. december. Læs mere her.

En rigtig nisse, Himmerlands Teater

En anden forestilling for de mindste er En rigtig nisse, der spiller på Himmerlands Teater. Her møder vi Ida, der er flyttet alene i nyt hus, hvor der er rod over det hele, derfor vælger hun at springe julen over i år. I huset er det kun Ida, der bestemmer. Det er hende der bestemmer om hun vil holde jul, og hvor tingene skal stå. Og dog. For i huset bor der nemlig en rigtig nisse. Det betyder masser af nissetryllerier, der vender op og ned på det hele, og Ida må indse, at man ikke bare sådan kan springe julen over.

Oplev forestillingen med de 3-8 årige på Himmerlands Teater d. 4.-8. december. Læs mere her.

Et Juleeventyr. Foto: Søren Hasselgaard Skaanning

Et Juleeventyr, Teatret Møllen

Tag hele familien med i teatret og oplev alletiders juleklassiker om rigmanden Ebenezer Scrooge. Mens andre mener, at julen er hjerternes fest, så tænker Charles Dickens sure, gamle hovedrolle kun på profit og penge. Han hader julen og har ikke andet end foragt tilovers for julestemning og familiehygge. Scrooge bliver dog tvunget til at revurdere sit liv og sine valg i tilværelsen, da han natten til den 25. december bliver hjemsøgt af sin fortid.

Oplev Et Juleeventyr af Teatret Møllen i hele landet. Læs mere her.

Foto: Dennis Westerberg

Vintersilhuetter – Riddersalen

I Vintersilhuetter bruger Riddersalen teatrets magi til at vække H. C. Andersens eventyr til live og flettes sammen til en fin juleforestilling.  Et længselsfuldt grantræ, en forelsket snemand og et slot fuld af dansende blomster. En lille forfrossen pige tænder lys, imens poesiens fugl synger om alt det, der ender og begynder. Det er en julefortælling for hele familien, akkompagneret af nyfortolkede sange og salmer, skyggespil og dukker.

Vintersilhuetter spiller i Teatret Riddersalen d. 19. november-18. december. Læs mere her.

Previous articleSøren bruger sig selv som værktøj og sin stemme som instrument
Next articleForestillingen SEX skaber ny grobund for intimitet og grænser