Efterårsferien er lige om hjørnet, og med den er der rig mulighed for at tage en tur i teatret med hele familien. Her ser vi nærmere på nogle af de mange gode tilbud, der er til både børn og deres forældre i midten af oktober.
Ronja Røverdatter på Aalborg Teater
På Aalborg Teater opsætter man Astrid Lindgrens Ronja Røverdatter i Staffan Götestams dramatisering. Tag familien med på en eventyrlig tur i teatret og mød Ronja, Birk, Mattis, Lovis og alle de andre velkendte figurer fra Lindgrens elskede univers i denne særlige, visuelt dragende udgave. Ronja Røverdatter er en fortælling om venskab og mod, om frygt og kærlighed og om rejsen fra barn til voksen i en skov fyldt med grådværge, skovhekse og rumpenisser.
På scenen kan blandt andre opleves Ena Spottag og Sebastian Henry Aagaard-Williams.
Forestillingen anbefales til børn fra 7 år.
Ronja Røverdatter spiller på Aalborg Teater fra den 15. til 19. oktober.
Læs mere om forestillingen og køb billet her.

Skatteøen på Folketeatret
På Folketeatret kan man endnu en gang opleve musicalen Skatteøen fra den 10. oktober. Piraten John Silver og drengen Jim Hawkins er klar til at invitere publikum med på en tur over det caribiske hav til tonerne af Sebastians velkendte sange. Forestillingen tager næste år på turné i hele landet fra den 23. januar.
Forestillingen anbefales til søstærke børn fra 6 år.
Skatteøen kan opleves fra den 10. oktober til 4. december på Folketeatret.
Læs mere om forestillingen i vores tidligere omtale her og køb billet her.
Eventyrteatrets Skovens Dronning i Glassalen i Tivoli
I Glassalen i Tivoli præsenterer Eventyrteatret den nye eventyrlige musical Skovens Dronning. Tag med i den magiske skov og oplev historien om en purung prinsesse Margrethe, der bliver Danmarks første kvindelige regent.
Den unge prinsesse Margrethe er løbet hjemmefra for at undgå sin skæbne. I en magisk skov møder hun eventyrlige væsener, som strides indbyrdes og har brug for prinsessens hjælp til at forene dem i kampen mod en mørk og grusom magt.
Gunvor Reynberg står bag manuskriptet, Bo Skødebjerg har instrueret, Christian Dahlberg har komponeret musikken, og Christine Brincker har stået for kostumerne, mens Kirsten Brink har været scenograf. På scenen kan opleves Eventyrteatrets talentfulde børn og unge.
Forestillingen anbefales til alle eventyrelskere fra 5 år.
Skovens Dronning spiller nu og frem til den 20. oktober i Glassalen i Tivoli.
Læs mere om musicalen og køb billet her.

Sigurds Danmarkshistorie på Odense Teater
I efterårsferien lander Sigurds Danmarkshistorie på Odense Teater. Her vil Sigurd Barrett lede publikum gennem danmarkshistoriens højdepunkter i en forrygende koncert fyldt med myter, fortællinger, historiske fakta – og ikke mindst masser af musik.
Forestillingen er baseret på Sigurd Barretts bestseller bog Sigurd fortæller Danmarkshistorie fra 2016. Nu opføres værket som en teaterkoncert med skuespillere, band og en rigtig tidsmaskine.
Forestillingen egner sig til alle nysgerrige sjæle mellem 5 og 100 år – både børn, forældre og bedsteforældre.
Sigurds Danmarkshistorie spiller den 12.-14. oktober på Odense Teater.
Læs mere om forestillingen og køb billet her.

Mustafas Kiosk på Anemonen
På Anemonen i København inviterer Teater Fantast til familieteaterkoncerten Mustafas Kiosk. Forestillingen byder på en hyldest til mangfoldighed, fantasi og anarki baseret på digte fra Jakob Martin Strids moderne børnebogsklassiker.
Familieteaterkoncerten består af 17 små scener med 4 forskellige slags dukker, 8 forskellige instrumenter, 3 skyggespil, briller, parykker, falske tænder, kostumer samt en scenografi, der forvandler sig til en gravko. Forestillingens musik er komponeret af Mads Mouritz.
Alle mellem 4 og 10 år – og deres forældre – er velkomne i kiosken.
Mustafas Kiosk kan opleves fra den 15. til 20. oktober på Anemonen.
Læs mere om forestillingen og køb billet her.
Karius & Baktus på Teater V
I efterårsferien kan man også se eller gense opsætningen af Karius & Baktus på Teater V i København. Den elskede historie om de to drillesyge tandtrolde, der elsker wienerbrød og søde sager, indeholder både sang og musik og udspiller sig i en farverig og tegneserieagtig scenografi.
Pelle Koppel har instrueret, og Johan Kølkjær har lavet scenografien efter Thorbjørn Egner. Sune Kofoed og Morten Bo Koch kan opleves i rollerne som Karius og Baktus. Forestillingens sange og musik er komponeret af Christian Hartmann, og manuskriptet er skrevet af Thorbjørn Egner.
Forestillingen er egnet for børn mellem 4 og 8 år og anbefales altså ikke til børn under 4 år, da yngre børn kan blive forskrækket over mørket og troldenes masker.
Karius & Baktus spiller nu og frem til den 24. oktober på Teater V.
Læs mere om forestillingen og køb billet her.
Pandas Hjem og CHICKS på Teaterhuset Filuren
På Teaterhuset Filuren i Aarhus Centrum kan man opleve hele to børneforestillinger i efterårsferien.
Først spiller den prisvindende, interaktive danseforestilling Pandas Hjem.
Pandas Hjem kan beskrives som en fælles danseleg og sensorisk oplevelse for børn og deres voksne. I forestillingen vækkes scenen til live i et ocean af farver, et sprudlende melodisk univers og interaktive elementer. Danserne møder børnene på en fælles fantasirejse, der rækker ud over sproglige og kulturelle barrierer.
Det italienske kompagni Compagnia TPO står bag denne forestilling. Kompagniet er særligt kendt for at inddrage børnepublikummet og gøre brug af tekniske virkemidler i deres iscenesættelser. De har vundet flere priser og turnerer i hele verden.
Alle fra fire år og op inviteres med på en farverig rejse til Kina i pandaens fodspor.
Pandas Hjem kan opleves fra den 13. til 15. oktober på Teaterhuset Filuren.
Læs mere om forestillingen og køb billet her.

Forestillingen CHICKS af Hr. Teater spiller efterfølgende på Teaterhuset Filuren. CHICKS er en finurlig, ordløs klovneforestilling, hvor man møder de to høns Hilda og Gump. Komikken og gestikken er i centrum, og forestillingen egner sig bedst til børn fra fire år og op.
Gennem gestik og morsomme øjeblikke fortæller forestillingen universelle historier om fangenskab, frygten for det ukendte, om det at skulle lære noget nyt og omfavne nyfunden frihed.
Thomas Malling har været instruktør på forestillingen, og på scenen medvirker Ida Kenskov og Camilla Maike Juul. Christian Balvig har stået for musikken.
CHICKS spiller den 18.-20. oktober på Teaterhuset Filuren.
Læs mere om forestillingen og køb billet her.