Guldborgsund Kulturskole
Undervisere hos Guldborgsund Revyskole: Mick Øgendahl, Henrik Lykkegaard & Flemming Krøll. Foto: Hauerslev Film

Til september starter Guldborgsund Kulturskole en talentlinje for revy i Nykøbing Falster. Her vil 12 unge i alderen 15-25 år få mulighed for at blive optaget på et nyt toårigt talentforløb.

Flemming Krøll, forhenværende og mangeårig direktør for Nykøbing Falster Revyen, vil stå i spidsen for den nye generation af unge revytalenter. I samarbejde med skuespillere, dansere, musikere, forfattere, stand-up’ere m.fl. vil Flemming Krøll og de unge være med til at forme fremtidens revy. Underviserteamet består blandt andre af erfarne og prominente navne som Mick Øgendahl og Henrik Lykkegaard.

Et scenekunstfagligt grundkursus

Talentforløbet giver de unge mulighed for at arbejde intensivt og personligt udviklende med revy og scenekunst. Her vil de få færdigheder, der kan bruges som et trinbræt mod en videre scenekunstnerisk karriere. Det meste af skoleåret vil de unge modtage undervisning to gange ugentligt, og hvert forår vil der være en større revyforestilling.

De unge skal arbejde med de grundlæggende scenekunstfaglige discipliner med relevans for revyen, karakterarbejde, sang og dans. Dertil vil de få et teoretisk og historisk indblik i revy og scenekunst. Linjen er et scenekunstfagligt grundkursus på samme niveau som bl.a. de musikalske grundkurser, MGK.

Bid, finesse og gakkede udfald

”Jeg har personligt mere end 40 revyer bag mig, og jeg ser frem til at udfolde revyens verden sammen med de unge. For mig er essensen af revy en vidunderlig leg, der beskriver den tid, vi lever i. Mange unge mennesker kender Live fra Bremen og er fortrolige med programmets humor og satire. Revyen kan meget af det samme, og jeg er sikker på, at vi har sat et stærkt underviserteam, der sammen med de 12 unge på talentlinjen kan bringe revyen godt ind i fremtiden.” siger leder af talentlinjen på Revyskolen Guldborgsund, Flemming Krøl, og fortsætter,

“Vi vil gerne invitere de unge til leg, eksperimenter og refleksion og samtidig kan vi garantere, at talentlinjen giver de unge vidtrækkende scenekunstfaglige og personlige kompetencer. Som revyskuespiller elsker man at stå på en scene og mestre kunsten at få latteren frem i publikum. Man skal kunne danse, synge og være i stand til hurtigt, præcist og knivskarpt at skifte mellem forskellige karakterer. Så hvis scenekunsten gerne må være legende, sjov, have samfundskritisk bid, sproglig finesse og gakkede udfald, så er vores talentlinje lige noget for dig!”

En ambitiøs dagsorden

Formand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget i Guldborgsund Kommune, Martin Lohse, supplerer: ”Eleverne på revyskolen vil blive uddannet på Kulturforsyningen, hvor bl.a. Sprøjtehusteatret og Teatret Masken hører til, og det er oplagt, at den årlige revyforestilling giver anledning til samarbejder på tværs med vores dygtige kulturaktører. I tråd med kommunens arbejde med dannelse ønsker vi med revyskolen at sætte en ambitiøs dagsorden for både fremtidens revy og talentarbejde målrettet unge i et nationalt perspektiv. Det giver god mening, at humor og kritisk bid er kerneværdier, når unge mennesker skal udvikle og udfolde deres potentialer, drømme og talent.”

Læs mere om den nye revy-talentlinje her.