Gummi-Tarzan, Ole Lund Kirkegaard, bog, teater, Musikteatret Holstebro
FOTO: Gummi-Tarzan ©Musikteatret Holstebro

Ole Lund Kirkegaards bog Gummi-Tarzan fra 1975 er elsket af mange børn, og nu bliver den opsat som teater af Musikteatret Holstebro. Forestillingen bliver semiprofessionel, altså med både professionelle og amatører blandt de medvirkende, og får premiere i efterårsferien i Black Box i Holstebro.

Kirkegaards fortælling handler om Gummi-Tarzan, en dreng med det borgerlige navn Ivan Olsen. Han er en enspænder, lille i størrelse og derfor et let offer for drillerier. Selvom livet er hårdt, når man får buksevand og bliver mobbet hver dag, bevarer Gummi-Tarzan altid modet. En dag møder han kranføreren Ole, som lærer ham, at der altid er noget, man er god til. Man skal bare finde ud af, hvad det er.

Skuespiller og instruktør Kim Harris skal sammen med scenograf og produktionsleder Ulla Armose stå for produktionen. Kim Harris har sat over 30 musicals og teaterforestillinger op, heriblandt musicalen ‘Les Miserables’. Direktør for Musikteatret, Anders Jørgensen, fortæller følgende om forestillingen:

Gummi-Tarzan er en forestilling, som man kan gå ind og se på tværs af generationerne. Den har genkendelsens glæde, og så er det en altid aktuel historie med dejlige sange og musik. Så vi er helt overbeviste om, at den vil vække glæde og genkendelse både hos dem, der er på scenen og dem, der kommer og ser forestillingen.”

Billetterne er endnu ikke sat til salg, men du kan finde mere info om forestillingen på www.musikteatret.dk.

Tidligere artikelBette Midler vender tilbage til ‘Hello, Dolly!’
Næste artikelEugene O’Neills klassiske drama iscenesættes på Aalborg Teater