Foto: HamletScenen

Den 1. januar 2021 tilføjede HamletScenen en tredje scene til sit Shakespeare-teater i Helsingør. Udvidelsen består af en indendørs teatersal i den gamle kaserne på Kronborg. I forbindelse med udvidelsen har HamletScenen gentænkt sin væren i verden og valgt at stille viden og netværk til rådighed for danske teaterkollegaer.

HamletScenen vil lægge hus, hjerne og hjerte til Shakespeare-projekter

HamletScenen har sendt et brev ud til alle danske teatre, hvor de stiller scenefaciliteter og rådgivning til rådighed for teatrenes Shakespeare-projekter.

”Vi råder over en kæmpe viden om Shakespeare, som vi gerne vil tilbyde vores kolleger i branchen, og vores netværk både i og uden for landets grænser kan med garanti komme vores kollegaer til gavn. For os handler det om, hvordan vi kan aktualisere klassikere – både i forhold til form og format – og derigennem fortsætte med at præsentere vores publikummer for relevante og meningsfulde forestillinger,” siger Lars Romann Engel, teaterdirektør og kunstnerisk leder på HamletScenen.

Helt konkret vil HamletScenen potentielt gerne lægge hus, hjerne og hjerte til
Shakespeare-projekter fra teatrets kollegaer i branchen.
Det kan blandt andet dreje sig om:
• At skabe en national eller international Shakespeare-turnéforestilling.
• At præsentere en eksisterende eller planlagt Shakespeare-turnéforestilling med
kant og størst mulig publikumsrelevans på Kronborg.
• At opnå mere viden om Shakespeares dramatiske univers og f.eks. tilrettelægge et
foredrag eller et seminar
• At få større indsigt i at arbejde scenisk med Shakespeare og tilrettelægge en work-
shop eller en masterclass
• At få en uge til at afsøge en scenisk idé til at kaste Shakespeare op i luften med
kant og størst mulig publikumsrelevans.

Med tilbuddet håber HamletScenen at kunne træde i karakter som hele Danmarks Shakespeare-teater.