Foto: Sophie Kalcka

Så er det endelig tid til at løfte sløret for hvilke kunstnere og værker, der er nomineret til Danmarks største scenekunstpris, Årets Reumert 2022.

Nomineringsfeltet til Årets Reumert 2022 demonstrerer teaterscenens fremgang ovenpå et par barske år, som har været præget af ufrivillige aflysninger og nedlukning. Teatrene er åbnet igen, og årets nominerede i de 15 kategorier beviser, at der skal mere end en pandemi til at slå teaterbranchen ud.

Mangfoldigt felt med musicals og Det Kongelige Teater blandt de nominerede

I år er det musicalen Kinky Boots på Det Ny Teater, Betty Nansen Teatrets Stolthed og fordom og Jean De France i Grønnegårds Teatret, som har størst potentiel gevinst med to nomineringer hver. Årets nominerede skuespillere tæller både velkendte og nye, stærke navne med bl.a. Sarah Boberg, Søren Pilmark, Silas Holst, Nicolai Jørgensen, Freja Klint Sandberg og Simon Kongsted blandt de mulige prismodtagere til årets prisuddeling i Odeon, Odense.

I kategorien ”Årets mandlige hovedrolle” er feltet bredt med blik for alsidigheden i skuespillerstilen fra Holberg med Nicolai Jørgensen i Grønnegårds Teatret til Søren Pilmark i Ibsens En Folkefjende og som noget helt særligt Silas Holst i musicalen Kinky Boots. Nicolai Jørgensen og Simon Kongsted får i år mulighed for at give deres Reumert talentpris selskab med endnu en Reumertstatuette, da de begge er nomineret i hver sin skuespiller-kategori ”Årets mandlige hovedrolle” og ”Årets mandlige ensemblerolle”. Samtidig har Nanna Bøttcher og Lone Rødbroe mulighed for at tage revanche fra tidligere Reumertnomineringer med mulig statuettegevinst i henholdsvis kategorierne ”Årets kvindelige skuespiller” og ”Årets kvindelige ensembleskuespiller”.

I kategorien ”Årets forestilling” er der tale om et bredtfavnende felt fra Det Kongelige Teaters spektakulære version af Tolkiens Hobbitten, over Betty Nansen Teatrets moderne fortolkning af Jane Austens Stolthed og Fordom til Hotel Pro Forma og Teater Republiques billedstærke performanceværk Amduat. En Iltmaskine. De nominerede til ”Årets dramatikere” repræsenterer alle moderne tekster, der reflekterer nutiden på forskellig vis. Med Nanna Cecilie Bangs The Supreme Gentleman, der er et aktuelt indspark i en verden af had mod kvinder om Incels, Amalie Olesen SCI-FI TyveTyve med virkelige coronafortællinger fra nutidens unge og Rikke Wölcks Maddiker – en kommentar og fortælling om den modne kvinde.

Brancheprisen, hædersprisen og talentpriser

Udover de 15 offentliggjorte kategorier vil de nominerede til Brancheprisen offentliggøres i maj. Brancheprisen gives til det initiativ inden for scenekunst, som branchens aktører selv mener har udmærket sig særligt. Sidste år blev den uddelt for første gang til Teater Momentum. Der vil tillige blive uddelt fem talentpriser og Reumerts hæderspris på aftenen d. 12. juni i Odeon i Odense. Sidste års nye pris ”Årets Digitale Forestilling” er ikke at finde blandt kategorierne i år, da teatrene i større grad har kunnet lukke publikum ind i salene igen i denne sæson.

Og de nominerede til årets Reumert 2022 er:

Årets kvindelige hovedrolle

  • Nanna Bøttcher, Girls & Boys, Aarhus Teater
  • Sarah Boberg, Sandhed og konsekvens, Teatret ved Sorte Hest
  • Marie Knudsen Fogh, Hvem er bange for Virginia Woolf?, Aalborg Teater

Årets mandlige hovedrolle

  • Nicolai Jørgensen, Jean de France, Grønnegårds Teatret
  • Søren Pilmark, En folkefjende, Nørrebro Teater og Odense Teater
  • Silas Holst, Kinky Boots, Det Ny Teater

Årets kvindelige ensemblerolle

  • Freja Klint Sandberg, Stolthed og fordom, Betty Nansen Teatret
  • Marina Bouras, Zinkdrengene, Akut360 og Husets Teater
  • Lone Rødbroe, Romeo og Julie, Vendsyssel Teater

Årets mandlige ensemblerolle

  • Holger Østergaard, Sven fra Randers, Randers Teater
  • Simon Kongsted, Stolthed og fordom, Betty Nansen Teatret
  • Lars Simonsen, Stormfulde højder, Odense Teater

Årets danser

  • Bjørk-Mynte Paulse, Sandmanden, Aarhus Teater, Sort/Hvid og Holstebro Dansekompagni og The Danish Girl, Holstebro Dansekompagni og Vejle Musikteater
  • Jonathan Chmelensky, Mahlers 3. symfoniRomeo og JulieVerklärte NachtGiant Steps, Det Kongelige Teater
  • Mark Philip, Plejer er død – Limbo, Uppercut Danseteater

Årets sanger

  • Sofie Elkjær Jensen, Faust, Det Kongelige Teater
  • Johanne Milland Pedersen, Atlantis, Mikkel Rønnow og Tivoli
  • Trine Bastrup Møller, Valkyrien, Det Kongelige Teater

Årets dramatiker

  • Nanna Cecilie Bang, The Supreme Gentleman, Aarhus Teater og Betty Nansen Teatret
  • Amalie Olesen, TyveTyve, Teaterhuset Filuren, Teater Apropos, Syddjurs Egnsteater
  • Rikke Wölck, Maddiker, Folketeatret

Årets instruktør

  • Vibeke Wrede, Stormfulde højder, Odense Teater
  • Nathalie Mellbye, A Clockwork Orange, Aarhus Teater
  • Charlotte Munksø, Jean de France, Grønnegårds Teatret

Årets scenekunstdesign / scenografi

  • Karin Gille og Palle Steen Christensen, Terror/is/me, Odense Teater
  • Laura Rasmussen, Ditte Menneskebarn, Sydhavn Teater
  • Mie Riis, Alice i Eventyrland, Aarhus Teater

Årets børne-/ungdomsforestilling

  • Ping Pong, Sjællands Teater Fair Play
  • Til ungdommen, Teater V
  • Tandfeen, Teater Patrasket

Årets musical / musikteater

  • De tre små grise, Fredericia Musicalteater
  • Jolly Weltschmerz, Riddersalen
  • Kinky Boots, Det Ny Teater

Årets opera

  • Nordkraft, Copenhagen Opera Festival
  • Valkyrien, Det Kongelige Teater
  • Inkognito Royal, Den Jyske Opera

Årets danseforestilling

  • Plejer er død – Limbo, Uppercut Danseteater
  • Sprækker, Aaben Dans
  • Pierre, Giant Steps, Corpus og Det Kongelige Teater

Årets særpris

  • Du vil møde en anden, AKT1
  • Verdensfrelserinden, The Nielsen Movement, Sort/Hvid og Teater Momentum
  • My Undying Love, Himherandit Productions og Bora Bora

Årets forestilling

  • Hobbitten, Det Kongelige Teater
  • Amduat. En Iltmaskine, Hotel Pro Forma og Teater Republique
  • Stolthed og fordom, Betty Nansen Teatret
Køb billet til prisuddelingen eller stream direkte

Uddelingen af Årets Reumert 2022 bliver i Odeon i Odense søndag d. 12. juni kl 19.00. Prisuddelingen arrangeres af Dansk Teater og CPH STAGE og er samtidig afslutningen på teaterfestivalen CPH STAGE 2022 og en del af fejringen af jubilæumsåret for Dansk Teater 300år.
Værtsduoen Rikke Bilde og Christopher Læssø vil føre publikum gennem et festligt, underholdende show med priser og musikalske indslag fra den danske scenekunst. Showet iscenesættes af instruktør Birgitte Næss-Schmidt. Billetter til Årets Reumert 2022 kan købes via www.cphstage.dk eller Billetten.dk. Prisuddelingen livestreames også direkte fra Odeon i Odense og kan følges på www.aaretsreumert.dk.

Tidligere artikelFra London til København: Musicalsuccesen MISS SAIGON kommer til Det Ny Teater
Næste artikelHvad er O’s historie?