Her er prismodtagerne af Lauritzen-prisen 2021

Foto: Lauritzen Fonden

Danmarks ældste og største skuespilpris, Lauritzen-prisen, blev i går uddelt på Folketeatret i København. Lauritzen-prisen gik i år til Anette Støvelbæk og Mikkel Boe Følsgaard. Udover hovedpriserne uddelte Lauritzen Fonden også priser til børneteateret Teater Refleksion, filminstruktør Natasha Arthy, dramatiker og teaterinstruktør Christian Lollike, kunstnerisk leder Jacob Morild, skuespiller Iben Hjejle, scene- og filminstruktør Jennifer Vedsted Christiansen, skuespiller Arian Kashef, skuespiller Sara Viktoria Bjerregaard og skuespiller Lue Støvelbæk.

Lauritzen-prisen 2021

Lauritzen Fonden hyldede i går Danmarks største og dygtigste aktører inden for scenekunst, film og tv-dramatik med priser. Det foregik på Folketeatret i København, hvor der blev uddelt priser for i alt 880.000 kr. Udover hæderen og 250.000 kr. modtog de to Lauritzen-prismodtagere Anette Støvelbæk og Mikkel Boe Følsgaard også hver 50.000 kr. til støtte til en selvvalgt social mærkesag. Anette Støvelbæk valgte at give sin støtte til AFUK (Akademiet For Utæmmet Kreativitet). Den mandlige prismodtager Mikkel Boe Følsgaards valg faldt på Red Barnet – Plads til alle.

De to modtagere af Lauritzen-prisen blev i aftes hyldet med rosende ord og klapsalver på scenen, og blev begge taget imod af to tidligere prismodtagere. Til at overrække prisen og fremføre priskomitéens begrundelse for valget af, Anette Støvelbæk, som årets kvindelige skuespiller, var Thure Lindhardt inviteret på scenen. Han udtrykte således om begrundelsen: Anette Støvelbæk er noget så sjældent som kunstnerisk sjæl i et pragmatisk legeme. Overbærende generøs, af det lyseste sind med en forunderlig indsigt i de mørkeste sider af menneskets natur, med en scenisk troværdighed blottet for tricks og hurtige problemløsninger.

Den anden prismodtager, Mikkel Boe Følsgaard, der modtog Lauritzen-prisen som årets mandlige skuespiller, fik fremført priskomitéens begrundelse af Trine Dyrholm. Trine Dyrholm gav Mikkel disse ord med på vejen: Mikkel Boe Følsgaard er altid markant, men aldrig så det skygger for det almenmenneskelige i rollen. Man fornemmer en soliditet i det menneskelige kompas, som gang på gang kommer ham til gode.”

Udover selve Lauritzen-prisen uddelte Lauritzen Fonden også fem andre priser til ni modtagere:

Wauw for en rørende præstation

Lauritzen Fondens Wauw-pris på 30.000 kr. gives til en skuespiller, som giver en overraskende præstation. I år modtog skuespiller Iben Hjejle Wauw-prisen, og priskomitéens motivering var på Ibens rørende portræt af Inge Lehmann i forestillingen ”Jordens indre”: ”Med nerverne udenpå tøjet, generøst og skrællet for al den skønhed og glamour som vi ellers forbinder med Iben Hjejle, arbejdede hun klogt og inspireret med Inge Lehmanns tit ucharmerende væsen og lukkede sind. Hendes portræt af Inge Lehmann rørte ved os. Nu ved vi mere om Inge Lehmann. Og nu ved vi også hvor formidabel en skuespillerinde Iben Hjejle er.”

Radikalt, selvfølgeligt og helt igennem visionært

Lauritzen Fondens Visionspris på 100.000 kr. gives til en organisation, enkeltperson eller gruppe, som har haft modet til at turde satse, sprænge rammer og have en stærk kunstnerisk vision. I år gik denne til teaterleder Christian Lollike, der af priskomitéen blev rost således: ”For Christian Lollike er teatret og tvivlen en port ind til samtalen. Og samtalen en nødvendighed for at være i verden. Og forandre den. Hans teater er ikke pænt. Ikke velopdragent og gråmeleret. Til gengæld er det visionært.”

Ambitiøst arbejde i øjenhøjde med den unge målgruppe

Den ene modtager af Lauritzen Fondens Børne- og Ungepris på 50.000 kr. blev givet til filminstruktør Natasha Arthy, for hendes arbejde i øjenhøjde med den unge målgruppe. Priskomitéen giver filminstruktøren følgende ord med på vejen: ”Altid i øjenhøjde med sin finurlige fortællekunst. Altid solidarisk med de børn, hun nok på mange måder identificerer sig en del mere med end flertallet af børnekulturens leverandører.”

Den anden prismodtager af Børne- og Ungeprisen er Teater Refleksion, der ambitiøst og med nysgerrighed formår at favne børnene i et fællesunivers, som man normalt ikke er sammen i: ”Teater Refleksion er et nysgerrigt og ambitiøst animationsteater, som skaber poetiske og særegne universer fyldt med humor, magi og menneskelige dybder. De arbejder med atmosfære og mødes med deres børnepublikum i nogle tilstande, hvor børnene har tid til bare at være og sanse de billeder og indtryk, de møder.”

Ekstraordinært arbejde backstage

Årets Backstage-pris gik i år til Jacob Morild for hans position som kunstnerisk leder på Cafe Liva. Backstage-prisen på 50.000 kr. gives til en person der har bidraget ekstraordinært på en produktion, hvad end det er som dramatiker, manuskriptforfatter, tekniker, fotograf, scenograf eller lignende. Jacob Morild fik følgende ord med på vejen: Jacob Morild får Backstage-prisen fordi han, ofte mod alle odds, holder Cafe Liva flydende. Siden 1999 har han været chef for Danmarks eneste kontinuerligt producerende kabaretscene, og måske skyldes succesen at Jacob Morild ”keder sig over traditionel kabaret” og derfor hele tiden finder nye vinkler og relevans i den hæderkronede genre.”

Danmarks største talenter inden for teater, film og TV

I år uddelte Lauritzen Fonden hele fire Believe in You-priser på 25.000 kr. Til at fremføre priskomitéens begrundelse for valget af de fire modtagere var forrige års Lauritzen-prismodtagere Maria Rossing og Preben Kristensen inviteret på scenen. Årets ene, Believe in You-pris gik til Arian Kashef, der er uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus i 2019. Priskomitéens begrundelse for at vælge Arian Kashef som en af årets mandlige talenter lyder således: ”Den hårde skal, Arian Kashef havde som dreng, er forvandlet til et følsomt ydre. Han portrætterer unge mænd med store dilemmaer og gør det med indsigt og kompleksitet.”

Den anden Believe in You-pris gik i år til skuespiller Sara Viktoria Bjerregaard, der blev færdig fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2019. Af rosende ord sagde priskomitéen: ”Sara Viktoria Bjerregaard favner vidt, hun går dybt og hun er en af dem man mærker. I ”Den unge Werthers lidelser” på Aarhus Teater løftede hun med en dirrende tilstedeværelse hele forestillingen op på et højere niveau. Det var en præstation af de sjældne.”

Det tredje talent der blev hyldet med en pris var sceneinstruktør Jennifer Vedsted Christiansen, der er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i København i 2019. Priskomitéen gav følgende skulderklap til Jennifer: ”Lolita for altid” på Revolver var den foreløbige kulmination på Jennifer Vedsteds skabende urkraft: Et musikalsk, skamløst, vidunderligt orgastisk Nu, fuld af kvindesatirisk overskud og powerbegær efter dialog om den ældgamle leg mellem kønnene.”

Den sidste prismodtager af Believe in You-prisen var den mandlige skuespiller Lue Støvelbæk, uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Odense i 2019. Lue Støvelbæk fik fra priskomiteen følgende rosende ord: ”Det kan godt være, at Lue Støvelbæk trådte ind i branchen med et ophav og en familie som forpligter, et forventningspres og et godt netværk. Men han har dog fra første færd solidt været sin egen, grebet mulighederne og på egen stille vis løftet de opgaver han har fået.”

Kulturen i fokus med et socialt aftryk

Udover at støtte kulturen og skuespilkunsten arbejder Lauritzen Fonden for at understøtte børn og unges trivsel og dannelse. Dette gøres gennem samarbejde, partnerskaber og støtte til sociale og almennyttige indsatser og projekter, der kan gøre en forskel i børn og unges liv.

Derfor satte Lauritzen Fonden igen fokus på tre sociale projekter, der fik særlig opmærksomhed under prisarrangementet. Det drejede sig om M/S Museet for Søfart, Kunst for livet og Platformen – rum til fællesskaber.

Om Lauritzen-prisen

Lauritzen-prisen er en pris, der går på tværs af scenekunsten, film og tv-dramatik. Den tildeles hvert år en mandlig og en kvindelig skuespiller, der har markeret sig med unikke skuespillerpræstationer enten på teatret, på film, i radiodrama eller tv-serier. Prisen har markeret sig som én af de absolut største skuespilpriser i Danmark og består af 250.000 skattefri kroner, der årligt gives til en mandlig og en kvindelig skuespiller.

Henkel-prisen blev oprindeligt indstiftet i 1965, men er siden 1993 kaldt Lauritzen-prisen og blevet markeret ved et årligt prisarrangement, der i de seneste år er foregået på Folketeatret i København.

Lauritzen-prisen er skænket af Lauritzen Fonden – en erhvervsdrivende fond, der ud over at være moderselskab til J. Lauritzen A/S og DFDS A/S, hvert år uddeler omkring 40 millioner kr. rettet mod sociale, kulturelle, uddannelsesmæssige og maritime indsatser. Fonden har rødder i det maritime, men det sociale og humanitære ansvar har altid været i fokus ved siden af forretningen. I dag arbejder Fonden målrettet med tiltag, der har til formål at understøtte udsatte børn og unges muligheder for at blive aktive og inkluderede samfundsborgere i Danmark.

Du kan læse mere om Lauritzen-prisen og prismodtagerne her

Previous articleMusicalsuccesen MIDT OM NATTEN vender tilbage i fornyet udgave
Next articleGRÅTT: Et koreografisk værk om stress