Pippi Langstrømpe © MCH Musical

I efterårsferien kan pigen med de ildrøde fletninger opleves i Messecenter Herning (MCH) og Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), når MCH Musical præsenterer Pippi Langstrømpe som musical.

Pippilotta Viktualia Rullgardina Krusmynta Efraimsdotter Långstrump er navnet på verdens stærkeste pige, som Astrid Lindgren første gang præsenterede i 1945. Med lommen fuld af guldmønter flytter hun ind i villaen ”Villa Villekulla” i en mindre svensk by og møder børnene Tommy og Annika. Udover de nye venner, har hun også aben Hr. Nilsson og en prikket hest, som følger hende i tykt og tyndt. Pippi bor alene, da hendes far er sørøver og sydhavskonge, og moderen er i himlen. Hun vil ikke gå i skole, hun driver gæk med de voksne,  og unoderne står i lang kø, når Pippi er i nærheden.

Endnu et musicalsamarbejde

MCH & AKKC har tidligere samarbejdet med hitmusicalen Les Misérables, og den totalt udsolgte familieforestilling Folk og røvere i Kardommeby. Nu fortsætter de samarbejdet og bringer den svenske Pippi til det jyske.

Det fulde cast bliver offentliggjort på et senere tidspunkt.

Musicalen Pippi Langstrømpe kan opleves i Herning Messecenter d. 12. – 17. oktober, og drager videre mod Aalborg Kongres & Kultur center d. 19.- 20. oktober 2019.

Mere om forestillingen kan læses her, og billetter kan købes her.