Fra den 21. november til den 21. december står den på KATASTROFE – en musical med nyfortolkede pophits fra 00’erne på Teater Momentum vol. 13 i Odense.
I KATASTROFE møder vi fem unge elever på en almindelig high school i en større amerikansk by. De er alle dem, vi kender fra amerikanske ungdomsfilm: den bitchy cheerleader, hendes bedste ven og sidekick, den lækre fyr og sportsstjerne, den nørdede, men i virkeligheden smukke pige, og endelig outsider-fyren. Men en dag rammer katastrofen, og verden går under. Pludselig vrimler det med kæmpeblæksprutter og rotter i fårestørrelse, og de fem venner går til grunde i sirupbade og bliver kvalt i candyfloss.
KATASTROFE er ifølge Teater Momentum en brutal og sexet undersøgelse af katastrofens DNA og popkulturen som kollektiv erindring. Teater Momentums kunstneriske leder Niels Erling står for iscenesættelsen af Ida Marie Hedes nye dramatiske tekst, mens Gunilla Lind har lavet koreografien.
På scenen kan opleves Viktor Medom, Mette Gregersen, Jakob Femerling Andersen, Emil Veber Rasmussen og Emma Silja Sångren.
Instruktør og kunstnerisk leder på vol. 13, Niels Erling, om KATASTROFE
Hvad er Katastrofe for en forestilling?
“KATASTROFE er en genreforestilling med et kæmpe tvist: Det er en pastiche over amerikanske high school- film med alle de genkendelige figurer – en cheerleader, en emo-dreng, en sportsfyr og så videre – og et plot der spurter rundt i alle de trivialiteter, vi kender så godt: Hvem skal med hvem til prom? Kan den kiksede pige godt være smuk, hvis hun får brillerne af? – Nå ja, og så går verden under midt i det hele. Sådan big time splattermed store blæksprutter og sirup, der vælter ned fra loftet. Det er en meget sexet forestilling, der undersøger seksualiseringen af den ”uskyldige” ungdomskultur. Og så er det selvfølgelig en musical.”
Hvorfor lave Katastrofe?
“Jeg er vokset totalt op med den her amerikanske teenagedrøm. Jeg har set alle filmene, da jeg var ung: MeanGirls, Clueless, Bring it on, 10 things I hate about you – listen er uendeligt lang. Og jeg vidste, da jeg begyndte at lave en trilogi om verdens undergang, at verden var nødt til at gå under for det tryggeste, jeg kender. Ogdet er de her små amerikanske mikro-kosmos’er. Her er verden så enkel: Skal du sidde ved dét bord eller dét bord i kantinen? Der er noget befriende enkelt over at beskæftige sig med de her arketyper. Og det giver et rigtigt godt billede på katastrofens frisættende potentialer: Når alting ramler, så kan vi måske rydde op i alle de strukturer, vi omgiver os med – og bygge en ny verden op?”
Hvad kan vi forvente af Katastrofe?
“Jeg iscenesætter KATASTROFE i et meget stilistisk formsprog. Jeg arbejder med skuespillerne i et fysisk,koreografisk sprog, der kunne minde om computer-gifs. Og samtidig så pumper vi al den glæde ind, der er at finde i musicalverdenen. Vi tager alle genrekonventionerne meget alvorligt. Og har samtidig en kæmpe fest.Det bliver virkelig stramt – og forhåbentlig skidesjovt.”
KATASTROFE spiller på Teater Momentum vol. 13 fra d. 21. november til 21. december.
Læs mere om forestillingen og køb billet her.