The Story of My Life, musical, Himmerlands Teater
FOTO: The Story of My Life ©Emilia Therese

Den 19. april har Himmerlands Teater premiere på deres første, rigtige musical The Story of My Life.

Musicalen handler om Thomas og Alvin, der var barndomsvenner, men livet drev dem i forskellige retninger. Alvin blev i deres barndomsby for at passe sin fars antikvariat, mens Thomas blev en succesfuld forfatter. Historien begynder efter Alvins død, hvor Thomas kæmper for at skrive en tale til hans begravelse. I denne proces indser han, hvilke konsekvenser forsømmelsen af deres venskab har haft.

The Story of My Life er en fortælling om venskab, den personlige pris for succes og de valg, vi tager i de vigtigste stunder i vores liv. En hyldest til venskabet og til de mennesker, der ændrer vores liv for evigt.

De to venner spilles af henholdsvis Sune Kofoed og Ronny Sterlø. Kofoed har tidligere haft mindre roller i tv-serier som ‘Rita’ og ‘Borgen’, mens Sterlø er et kendt ansigt på Himmerlands Teater. Her har han spillet med i 22 forestillinger siden 2008.

The Story of My Life er baseret på en tidligere musical-opsætning, der fik premiere på Broadway i 2009. Forestillingen er instrueret af Susanne Sangill, der er teaterleder på Himmerlands Teater, og spiller frem til den 12. maj. Læs mere og find billetter her.

Tidligere artikelBlack Mirror-inspireret forestilling undersøger kunstig intelligens
Næste artikelMungo Parks genfortolker Hamlet med kvindelig hovedrolle