I år har en af Danmarks stærkeste juletraditioner 40-årsjubilæum: Folk og Røvere i Kardemomme By. Forestillingen har spillet på Bellevue Teatret hvert eneste år siden 1982. Det er blevet til mere end 1.500 forestillinger for anslået en lille million danskere fra nær og fjern. Stykket spiller nu og frem til og med den 29. december.
Bellevue Teatret fejrer Folk og Røvere i Kardemomme Bys 40-årsjubilæum med stor opbakning til forestillingen. Da flere forestillinger allerede er udsolgt, er teatret også gået i gang med salget af 2022-forestillingen. 40-årsfejringen varer hele spilleperioden frem til nytår.
”Folk og Røvere i Kardemomme By er en skøn forestilling og tradition. Der er ikke noget at sige til, at det er blevet en historisk stor succes. Sidder du i en større familiekomsammen, vil der ofte være mindst én der har set Folk og Røvere i Kardemomme By på Bellevue Teatret – måske som barn i firserne og igen med egne børn i dag. Det er forunderligt og meget, meget rørende”, siger teaterdirektør Pia Jette Hansen.
Koryfæer og legender på scenen
Daværende teaterdirektør Jes Kølpin hyrede i 1982 Jesper Klein til instruktionen af stykket. Folk og Røvere har spillet lige siden. Peter Aude har siden 1985 spillet med som røveren Jesper, og i 2011 overtog han instruktionen efter Jesper Kleins død.
I tidens løb er røverne, Tante Sofie, Politimester Bastian og alle de andre folk i Kardemomme By blevet spillet af en svimlende række legender og koryfæer som Jesper Klein, Poul Glargaard, Mia Lyhne, Peter Belli, Olaf Nielsen, Poul Hagen, Gotha Andersen, Benny Hansen, Tom McEwan, Margrethe Koytu, Litten Hansen, Allan Olsen, Allan Mortensen, Betty Glosted, Maria Stenz, Peter Mygind, Pernille Højmark, Søren Malling, Pilou Asbæk, Alexander Kølpin, Morten Eisner, Flemming Jensen, Mek Pek, Simon Rosenbaum, Steen Stig Lommer og mange, mange flere. Seneste skud i Kardemomme-familien er Casper Crump, der i år spiller rollen som røveren Jonatan.
Folk og Røvere i Kardemomme By er skrevet og tegnet af Thorbjørn Egner og udkom første gang i 1955. Bogen er oversat fra norsk af Halfdan Rasmussen. Forestillingen er koreograferet af Anne Marie Vessel Schlüter.
Folk og Røvere i Kardemomme By spiller til og med 29. december. Se datoer og spilletider her, hvor du også kan købe billetter til hele familien.