JEG STÅR I KVIKSAND OG BRØLER SOM EN HJORT
Foto: Åsmund Sollihøgda

Kom med til en knytnæve af en musikforestilling, når JEG STÅR I KVIKSAND OG BRØLER SOM EN HJORT spiller på Sort/Hvid den 17. – 24. maj. Forestillingen skulle have spillet lige rundt om hjørnet på Husets Teater, men i disse tider kan det desværre ikke lade sig gøre alligevel. Derfor hjælper Sort/Hvid sine naboer og glæder sig over at lægge hus til hjorten. Det er en musikforestilling, der er rå, hudløst ærlig og ubehageligt morsomt.

”Jeg er et stykke franskbrød, der ligger ude i regnen,” fortæller hun. Lyrisk poesi møder kold dansk hverdag, når en ung kvinde tager os med på en tour de force gennem en svimlende forelskelse. Helt derud, hvor hun pludselig finder sig selv i en ekskærestes lejlighed i færd med at tvære indholdet i hans køleskab ud over køkkenet. Kapers er vidunderlige som konfetti. Skete det i virkeligheden, eller løber hendes fantasi nu af med hende igen?

Skuespiller Josephine Reumert Grau står på scenen sammen med musiker og lyddesigner Viktor Dahl i Nanna Cecilie Bangs instruktion. Her skabes lyduniverset live på scenen i tæt samspil mellem musik, tekst og bitter kærlighed.

JEG STÅR I KVIKSAND OG BRØLER SOM EN HJORT er en samproduktion mellem Sort/Hvid og det kunstneriske hold. Forestillingen spiller på Sort/Hvid den 17.-24. maj 2021. OBS. kun 8 gange.

Køb billetter til JEG STÅR I KVIKSAND OG BRØLER SOM EN HJORT her